Du er vant til at se ham brænde asfalten af verden rundt i motorsportens kongeklasse, Formel 1.

Mandag var Kevin Magnussen kommet på mere gyngende grund, da Formel 1-stjernen var ombord på en af de hurtigste både på vandet.

Det var han forud for weekendens Rockwool Denmark Sail Grand Prix i Nordhavn i København, hvor skipper Nicolai Sehested fik besøg af Kevin Magnussen.

Sammen med den danske besætning brugte den 29-årige racerkører nemlig morgenen ombord på den 24 meter høje og 2,4 tons tunge F50-katamaran, som fredag og lørdag skal dyste mod otte andre landshold om sejren ved løbet i København.

Foto: Rockwool PR
Foto: Rockwool PR
Vis mere

Nicolai Sehested er skipper på det danske Rockwool SailGP-hold, der blandt andre også tæller de olympiske topatleter Anne-Marie Rindom og Martin Kirketerp.

Sammen skal de forsøge, med hastigheder på helt op til 100 kilometer i timen hen over vandet, kæmper med om sejren i den prestigefyldte sejlsportsliga SailGP om 1 million dollar – svarende til 7,3 millioner kroner – hvilket er den største præmiesum i sejlsportsverdenen.

Selvom Kevin Magnussen er vant til at køre mere end 300 kilometer i timen i sin Formel 1-racer, var det ifølge ham en helt utrolig oplevelse, da han i dag følte hvordan det var at sejle i den enormt hurtige båd.

»Jeg har sejlet en del, men aldrig noget lignende det her. Vi var oppe på 75 kilometer i timen, og tidligere har jeg måske været i nærheden af at sejle maks. 30 kilometer i timen. Det var helt vildt at mærke, hvor hurtigt båden reagerer, når man kommer op på de hastigheder,« siger Kevin Magnussen om oplevelsen til vands.

Foto: Rockwool PR
Foto: Rockwool PR
Vis mere

Den danske skipper Nicolai Sehested var også imponeret over, hvad han så fra Kevin Magnussen på vandet mandag morgen.

»Det var en fantastisk dag til en tur rundt i Københavns havn og en fed måde at starte en spændende uge med løb på hjemmebane. Vi vidste godt, at Kevin er en habil sejler, men han var virkelig klar på at give den gas i F50’eren. Det var tydeligt at se, at han har et gyldent ‘touch’ på rattet,« fortæller Nicolai Sehested.

Rockwool Denmark Sail Grand Prix i København afvikles 19.–20. august – begge dage fra klokken 15:30 til klokken 17:00.