Formel 1-stjernerne er utvivlsomt konkurrence-mennesker, der kæmper for egen succes, egne sejre.

Feltet er ikke just en hyggeklub, hvor man smiler og griner sammen efter løbene. Og under hinanden lidt succes.

Heller ikke selv om verdensmesterskabet netop er blevet afgjort, som i søndags hvor Mercedes’ Lewis Hamilton sikrede sig sin fjerde VM-titel.

Her blev det mildest talt akavet, da top-tre i det mexicanske grandprix – Max Verstappen, Valtteri Bottas og Kimi Raikkonen – efterfølgende stillede op til det obligatoriske pressemøde.

Især Kimi Raikkonen vakte her opmærksomhed for alt det, han sagde… og ikke mindst ikke sagde.

Undervejs brød vinderen af løbet, Max Verstappen, ind og nærmest overtog interviewrollen, men det blev det ikke just bedre af.

Her er, hvad der blev sagt på (en lille del af) pressemødet efter søndagens grandprix i Mexico, da opfordringen ’kan vi ikke få et par ord på Lewis Hamiltons præstation, nu da han er firdobbelt verdensmester’?

Raikkonen: »Det skal du nok spørge ham om.«

Spørgsmål: »Det gør vi også, men hvad synes du om præstationen?«

Raikkonen: »Det er vel godt for ham, mange sejre, mange mesterskaber. Godt, men hvad kan jeg sige. Jeg synes…«

Verstappen: »Helt ærligt, så er du ligeglad, ikke?«

Raikkonen: »Nej, jeg er ikke. Kan vi være glade på hans vegne? På en måde, men…«

Verstappen: »Vi ville nok foretrække selv at være i den position, ikke?«

Raikkonen: »Man kan være glad på hans vegne, men inderste inde… du ved…«

På dette tidspunkt opgav intervieweren den finske Ferrari-kører og rettede i stedet spørgsmålet til Max Verstappen.

Max Verstappen var suveræn i Mexico.
Max Verstappen var suveræn i Mexico. Foto: CLIVE MASON
Vis mere

Han ville gerne svare:

»Jeg synes, at overordnet set har han været den stærkeste i år, og Mercedes-raceren har også været den mere pålidelig end Ferraris. Hvis man kombinerer de to ting, kan man opnå noget stort og selvfølgelig vinde verdensmesterskabet.«

Med to løb tilbage har Lewis Hamilton et forspring til Sebastian Vettel på 56 point med maksimalt 50 point at køre om.

Kimi Raikkonen ligger i øvrigt nummer fem i den samlede VM-stilling, mens Max Verstappen ligger lige efter.

Sidstnævnte har dog vundet to løb undervejs.

Kevin Magnussen blev i øvrigt nummer otte i det mexicanske grandprix, hvor han på de sidste omgange holdt Fernando Alonso og netop verdensmester Lewis Hamilton bag sig. Danskerens er efterfølgende blevet hyldet fra alle sider for sin kørsel.

Læs mere om det herunder: