Gennem flere år har Daniel Ricciardo talt med Ferrari om at blive en del af holdet, afslører australieren.

Racerkøreren Daniel Ricciardo har gennem flere år talt med Ferrari om at skifte til det italienske Formel 1-hold.

Selv om Ferrari bytter ud i holdets besætning i 2021, så endte den 30-årige australier ikke hos det italienske team. Det ledige sæde gik til Carlos Sainz, mens Ricciardo selv rykker fra Renault til McLaren.

- Der har været samtaler, som allerede begyndte for flere år siden. Og de er fortsat helt frem til nu.

- Det vil jeg ikke afvise. Men det er jo også tydeligt, at det ikke blev til noget, siger Daniel Ricciardo til CNN.

Australieren gjorde det i mange år godt hos Red Bull, inden han sidste år skiftede til Renault.

Turen går i 2021 videre til McLaren, der samtidig sender spanske Carlos Sainz til Ferrari. Spanieren overtager Sebastian Vettels plads og bliver holdkammerat med Charles Leclerc.

- Jeg kan se, hvordan Carlos vil passe ind på holdet. Så det er ikke sådan, at jeg tænker; "hvorfor blev det ikke mig".

- Jeg ser sådan på det, at Carlos har haft et rigtig godt 2019. Han er "varm" lige nu, og jeg tror, at de passer godt sammen, siger Ricciardo.

Australieren endte 2019-sæsonen som nummer ni i VM-stillingen. Ricciardo sluttede 42 point bag Carlos Sainz, der blev nummer seks. Lewis Hamilton (Mercedes) vandt VM-titlen for sjette gang i karrieren.

2020-sæsonen er endnu ikke kommet i gang på grund af coronapandemien.

/ritzau/AFP