Michael Schumachers mangeårige manager ser sig nødsaget til at reagere på beskyldningerne.

»Jeg er målløs. Hvorfor skulle nogen sige sådan noget?« spørger Willi Weber.

Det gør han ifølge franske 20 Minutes

Og det gør han, efter at den tidligere Ferrari-teamchef Jean Todt for nylig er kommet med et par opsigtsvækkende udmeldinger.

I podcasten 'High Performance' lyder det således, at to spektakulære, omdiskuterede og alvorlige episoder fra Michael Schumachers tid som Formel 1-kører skulle være sket med fuldt overlæg fra tyskerens side:

  • Da han i 1997 i årets sidste grandprix havde et sammenstød med rivalen Jaques Villenueve, der førte VM-serien. Beskyldningerne gik på, at Michael Schumacher forsøgte at sætte modstanderen ud af spillet, så han selv kunne vinde VM. Tyskeren endte i øvrigt selv med at udgå, og canadieren vandt faktisk VM.

  • Da han i 2006 under kvalifikationen i Monacos grandprix pludselig 'parkerede' sin bil i et sving til allersidst med en påstået motorfejl. Beskyldningerne gik på, at han dermed fik afbrudt kvalifikationen og sikret sig pole position, fordi han på det tidspunkt havde den hurtigste tid.

Michael Schumacher blev straffet hårdt i begge tilfælde – ved at få frataget henholdsvis alle VM-point og med at blive henvist til sidstepladsen – men han har altid afvist, at det var med overlæg.

Jean Todt er kommet med udmeldingerne.
Jean Todt er kommet med udmeldingerne. Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix

Jean Todt har på samme måde tidligere altid forsvaret tyskeren, men siger i dag i podcasten:

»Det var simpelthen øjeblikke af vanvid. Derfor er det nødvendigt at være mild, når man skaldømme en atlet for noget, der sker i kampens hede.«

I podcasten har Jean Todt også rosende ord om Michael Schumacher – og kalder ham for en »en exceptionel mand«.

»Men hver gang, han mistede kontrollen, betalte han en meget høj pris for det,« lyder tilføjelsen.

Michael Schumacher i Ferrari-raceren i sin aktive karriere.
Michael Schumacher i Ferrari-raceren i sin aktive karriere. Foto: Marcos Townsend/AFP/Ritzau Scanpix

Willi Weber siger til, at han slet ikke kan forstå, hvordan den tidligere Ferrari-boss kan komme med sådan en påstand.

»Slet ikke med tanke på Michaels svære situationen,« lyder det med henvisning til, at tyskeren siden 2013 har levet skjult for offentligheden grundet sin alvorlige skiulykke.

Ingen kender til hans præcise tilstand.

»Og hvor ville vi ikke ende, hvis en syvdobbeltverdensmester som Michael ikke kan begå fejl?« siger Willi Weber.