Racergale milliardærer er ved at overtage Formel 1, og det truer sportens fremtid.

Et Formel 1-team er traditionelt grundlagt af en tidligere kører. Enzo Ferrari, Bruce McLaren og Frank Williams startede de tre teams, der stadig er de mest succesrige i Formel 1-historien.

Andre – for eksempel tidligere verdensmestre som Jack Brabham, John Surtees, Gaham Hill, Emerson Fittipaldi og Alain Prost – startede også teams, der af forskellige grunde er forsvundet igen.

Med en tidligere racerkører som ejer er et Formel 1-team en forretning, der i de fleste år skal skabe et overskud. Teamet er afhængig af sporten, der er hele dets eksistensgrundlag. Og sporten er afhængig af teamet, for uden deltagere har man ikke nogen 'vare' at sælge.

Dietrich Mataschitz, der er manden bag energidrikken Red Bull, ejer i dag to Formel 1-teams.
Dietrich Mataschitz, der er manden bag energidrikken Red Bull, ejer i dag to Formel 1-teams. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det er en magtbalance, der har fungeret i mange år.

Men i de seneste år er magtbalancen forrykket. I dag er de fleste Formel 1-teams ikke længere en sund forretning. Nu er det i stedet blevet en dyr hobby for racergale milliardærer. De er ikke afhængige af sporten – de kan (med en stærkt reduceret formue!) forlade sporten, når det passer dem.

Hvis en af de racergale milliardærer, der i dag ejer hovedparten i et af de ti teams, en morgen vågner op og pludselig synes, golf er mere spændende end racerløb, vil Formel 1-feltet miste ti procent af sine deltagere.

Alle teams har ganske vidt bundet sig til Formel 1 for en årrække, og der skal betales en betydelige bod, hvis kontrakten brydes. Men hvis man har råd til at drive et Formel 1-team, har man også råd til at betale en eventuel bod for at trække sig ud.

Lawrence Stroll har købe Force India, omdøbt teamet til Aston Martin - og langtidssikret sin søn Lances Formel 1-karriere.
Lawrence Stroll har købe Force India, omdøbt teamet til Aston Martin - og langtidssikret sin søn Lances Formel 1-karriere. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

I dag er der reelt kun Ferrari og Alpine, der som store koncerner ikke er afhængige af pludselige indskydelser fra mere eller mindre rationelle ejere.

Dietrich Mateschitz, der sammen med Chalem Yoovidhya grundlagde energidrik-koncernen Red Bull, ejer i dag to Formel 1-teams Red Bull og Alpha Tauri. De to teams blev startet af henholdsvis den tidligere verdensmester Jackie Stewart og den italienske hobbyracerkører Giancarlo Minardi. Mateschitz købte de to teams i 2004 og 2005, og han bruger dem nu til at promovere energidrikken og et nyt tøjmærke. Der er ingen tvivl om at Mateschitz' personlige interesse for motorløb er en afgørende faktor i de to teams' eksistensgrundlag.

Aston Martin-teamet blev grundlagt af ireren Eddie Jordan, der som racerkører nåede op til Formel 2, inden han indså, at hans fremtid lå på den anden side af pitmuren. I dag er det den canadiske milliardær Lawrence Stroll, der ejer teamet. Han har også købt sig ind hos sportsvognsfabrikken Aston Martin, og kun derfor bærer teamet i dag samme navn – der er ingen Aston Martin-teknik i Formel 1-bilerne.

Gene Haas, der indtil sidste år havde Kevin Magnussen som kører, er nu afhængig af den russiske milliardær Dmitry Mazepin.
Gene Haas, der indtil sidste år havde Kevin Magnussen som kører, er nu afhængig af den russiske milliardær Dmitry Mazepin. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Stroll er allermest Formel 1-teamejer, fordi hans søn Lance skal sikres en plads i feltet. Hvis det viser sig, at unge Lance ikke er verdensmestermateriale, kan fatter Stroll hurtigt miste interessen for Formel 1.

Kevin Magnussens tidligere team Haas er afhængig af to milliardærer. Gene Haas har skabt teamet, men efter fem sæsoner med begrænset succes, var amerikaneren sidste år tæt på at opgive projektet. Først da Dmitry Mazepin via sit firma Urakali indgik en stor sponsoraftale med teamet, der samtidig reserverede den ene af teamets biler til Nikita Mazepin, valgte Haas at køre videre.

Haas' fremtid afhænger altså af, at en amerikansk og en russisk milliardær midt i en Formel 1-krise holder sig gode venner.

Svenske Finn Rausing købte sig ind i Sauber-teamet, der nu hedder Alfa Romeo, for at sikre Marcus Ericsson (t.h.) en plads i Formel 1.
Svenske Finn Rausing købte sig ind i Sauber-teamet, der nu hedder Alfa Romeo, for at sikre Marcus Ericsson (t.h.) en plads i Formel 1. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det team, der i dag hedder Alfa Romeo, har ikke ret meget med den italienske bilproducent at gøre – Alfa Romeo har blot købt navneretten som led i en sponsoraftale. Selve teamet er det, den schweiziske racerkører Peter Sauber skabte i 1980erne. Det ejes nu af en investeringsfond, der kontrolleres af den svenske Tetrapak-milliardær Finn Rausing. Han købte sig oprindeligt ind teamet for at sikre Marcus Ericssons sæde, og efter Ericsson er skiftet til den amerikanske IndyCar-serie, er der ingen garanti for, at Rausing bliver ved med at synes, det er sjovt – eller rentabelt – at eje at Formel 1-team.

McLaren-teamet blev skabt af den newzealandske Formel 1-kører Bruce McLaren midt i 1960erne. I dag ejes aktiemajoriteten af investeringsfonden Mumtalakat, der har tætte forbindelser til kongefamilien i Bahrain. Mumtalakat vil naturligvis gerne have forrentet sin investering, men det er mindst lige så vigtigt at markedsføre det lille kongedømme og dets grandprix.

Den tidligere racerkører Frank Williams' hæderkronede team blev efter flere års krise solgt til Dorilton Capital i efteråret 2020. Præcis hvem der står bag den amerikanske kapitalfond er stadig et mysterium i paddocken, men den canadiske milliardær Michael Latifi er central for teamets fremtid. Det var et lån fra ham, der inden Dorilton-aftalen reddede teamet fra konkurs, og det er hans firma Sofina, der i det er Williams' største sponsor. At det er Latifi junior, Nicolas, der kører den ene af teamets biler, understreger, at det handler mindst lige så meget om hobby som forretning.

Williams er afhængige af den canadiske forretningsmand Michael Latifi, hvis søn Nicolas kører for teamet.
Williams er afhængige af den canadiske forretningsmand Michael Latifi, hvis søn Nicolas kører for teamet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Selv mægtige Mercedes, der har domineret sporten siden 2014, er nu afhængig af en entusiastisk milliardær. Den engelske forretningsmand Jim Rathcliffe har via sit firma Ineos (der også ejer cykelholdet Ineos Grenadiers og et America's Cup-team) købt en tredjedel af teamet. De øvrige to tredjedele ejes ligeligt af teamchef og forretningsmand Toto Wolff og Mercedes-koncernen. Rygter vil vide, at Ineos inden for et par år vil købe Mercedes helt ud af teamet, der så vil skifte navn.

Racergale rigmænd har altid været med i Formel 1. Men de har indtil for nylig været i mindretal – de fleste teams har været sunde, selvfinansierende forretninger.

Sådan er det ikke længere – i dag er motorsportens kongeklasse i høj grad milliardærernes legeplads.