Grandprix, grandprix, grandprix.

For første gang nogensinde vil Formel 1-kalenderen i 2018 have løb i tre weekender i træk. Det er aldrig sket før, at der har været løb i mere end to weekender i træk.

Det viser den nye oversigt over den kommende sæson, som er blevet lagt frem af det internationale motorsportsforbund (FIA).

Den tredobbelte nyskabelse vil finde sted om næsten præcis et år: Her vil der blive kørt Formel 1-grandprix i Frankrig (24. juni), Østrig (1. juli) og Storbritannien (8. juli). Så det bliver en sammenpresset sommer for Kevin Magnussen og resten af feltet.

»Vi ville gerne have næste års kalender færdiggjort tidligt, så alle vores samarbejdspartnere kunne få tid til at forberede sig, og det har vi klaret,« siger Formel 1-bossen Chase Carey ifølge Autosport.com.

Det færdige program, der med 21 løb er blevet udvidet med et enkelt i forhold til i år, er færdig tidligere end det plejer. Nye på kalenderen er det førnævnte grandprix i Frankrig, hvor Paul Ricard-banen får sit første løb siden 1990. Også det tyske grandprix er tilbage efter en del on-off-tilstedeværelse i de seneste år. Ud er til gengæld røget Malaysias Grand Prix.

»Vi havde adskillige forespørgsler fra arrangørere, der gerne ville står for et grandprix, men vi ville gerne give de nuværende promotorer følelsen af, at vi gør en stor indsats for at sikre kvaliteten ved hvert løb og gøre dem uforglemmelige,« siger Chase Carey.

Af andre ændringer næste år i forhold til i år vil være, at Baku-grandprixet (som i år ligger i den kommende weekend), vil blive flyttet til april. Det russiske grandprix flyttes fra foråret til efteråret.

Også datoen for næste års Le Mans er lagt fast. Det skal køres i weekenden 16.-17. juni, og det vil derfor som i år ikke kollidere med et Formel 1-løb.