Håbet om at få Formel 1 til København skal overholde en skarp deadline, hvis Kevin Magnussen skal køre Danmarks første Formel 1-grandprix i år 2020.
De kommende måneder bliver meget afgørende for, om drømmen om Formel 1 i København bliver en realitet i år 2020.
Det fortæller idemanden bag danske initiativgruppe, Helge Sander, der arbejder for at få motorsportens kongeklasse til Danmark.
Det danske Formel 1-projekt fik i seneste uge stor og uventet medvind, da et flertal i Københavns Borgerrepræsentation gav grønt lys for at lade Formel 1 køre rundt i byens gader.
Men selvom Helge Sander og partneren i projektet, rigmanden Lars Seier Christensen, nu kan sætte flueben ud for den kommunale opbakning, bliver de kommende måneder mindst ligeså afgørende.
Helge Sander og Lars Seier Christensen er nemlig presset for at blive helt sikre på, at projektet bliver til virkelighed. Ved udgangen af august er der en væsentlig deadline, som skal overholdes.
Det handler om et konkret tilbud på lejeudgifter til tribuner og tilskuerpladser hos en tysk leverandør, der skal skabe plads til lidt mere end 100.000 betalende Formel 1-fans rundt om banen i Københavns centrum.
»Det, der presser os, er det tilbud på 107.000 tribunepladser. Det kan udbyderen ikke holde oppe til senere end efter sommerferien. Derfor er udgangen af august på en eller anden måde et kardinalpunkt for os,« siger Helge Sander til BT og uddyber:
»De kan ikke holde så mange tribunepladser tilbage. De har tilbud fra koncerter og andre sportsbegivenheder i Tyskland, og det er klart, at hvis der forsvinder 25.000 pladser til andre begivenheder, så kan vi ikke bruge de resterende 75.000 til noget.«
For Helge Sander handler det nu om at blive klogere på, hvordan finanseringen skal hænge sammen. Der er lagt op til, at det danske Formel 1-projekt skal finansieres via af både offentlige og private midler.
Den model skal forhandles færdig med Regeringen, og derefter skal der lukkes aftaler med investorer i erhvervslivet. Derudover skal planen over banens design fastlægges endeligt, og der skal være en offentlig høring af naboerne til den mulige Formel 1-bane.
Derefter kan Helge Sander så endeligt lukke aftalen om de uundværlige tribuner hos den tyske leverandør.
Helge Sander er dog mindre presset i forhold til at lukke selve aftalen om at køre verdens vildeste racerbiler med organisationen bag Formel 1.
»Kemien er så god, at jeg ikke er i tvivl om, at Formel 1 gerne vil skrive under. Den del er jeg ikke nervøs for. Ser man i Formel 1s lukkede papirer, så står der København i 2020. Men det er klart, at der skal laves en aftale, før det er en realitet. Det betyder dog, at vi ikke er så pressede af Formel 1 for at få et svar,« siger han.
Mens Helge Sander er styrmanden over de praktiske ting som banen, politiske aktører og afviklingen af begivenheden, står Lars Seier Christensen for den økonomiske opbakning fra erhvervslivet.
Lige nu forventes det at koste mellem 3-500 millioner kroner at få Formel 1 til København. Men ifølge Helge Sander er der så stor interesse for at investere i Formel 1, at prisen i sig selv ikke skrammer investorerne væk.
»Det er Lars (Seier, red.), der har kompetencen og kontakterne. Jeg hæfter mig ved, at han ser glad og tilfreds ud. Når han gør det, er jeg det også. Men lige nu er det svært at komme videre, før vi ved, hvor meget der skal findes (hvor meget der betales af stat og private, red.). Men Lars har styr på det,« siger Helge Sander.
I den kommende tid skal Helge Sander blandt andet mødes med baneteknikere fra Formel 1-organisationen, men også med Københavns kommune.
»I den kommende tid skal vi meget i forhandling med Københavns kommune om praktiske spørgsmål, som hvor tribunerne skal stå, og hvor andre faciliteter skal placeres,« siger han og fortsætter:
»En af de store opgaver bliver også at skabe et totalt by-arrangement, hvor hele byen bliver involveret. Det flugter godt med et af de krav, som borgerrepræsentationen stiller. Derfor skal vi videre med de kontakter, vi har haft til Tivoli, Det Kongelige Teater, Parken, Royal Arena, Nationalmuseet og Operaen. Alle de steder skal involveres.«



