Mens verdensmesterskabet i Formel 1 er en kamp mellem Lewis Hamilton og Sebastian Vettel, kæmpes der andre små kampe i den lynhurtige sport.

En af dem er Kevin Magnussen og hans Haas-team en del af, for de kæmper om den fornemme fjerdeplads i konstruktørernes VM. Lige nu er de bare seks point bag Renault.

Og det er noget overraskende - mener konkurrenten selv.

»Ærlig talt gik vi ud fra, at forspringet ville forsvinde som en isterning i solen. Vi vidste fra dag et, at Haas er meget konkurrencedygtig, og vi er heldige, at vi stadig er foran. Det giver os muligheden for stadig at forsvare indtil Abu Dhabi,« siger Renault-boss Cyril Abiteboul til Autosport.

Renault-boss Cyril Abiteboul. Vis mere

Abu Dhabi er årets sidste løb, men inden da har Kevin Magnussen og Haas-makkeren Romain Grosjean syv grandprixer til at indhente de seks point på Renault. Det kan allerede ske i denne weekend på Monza. Men Renault kæmper hårdt imod.

»Vi ved, at vi har endnu en udfordrende bane på Monza, men lad os se. Vi har en del på vej, hvad angår udvikling af vores chassis, men jeg forventer, at den dominerende faktor bliver motorens konkurrencedygtighed,« siger Abiteboul.

Kevin Magnussen er selv nummer otte i VM-stillingen. Tre point efter Renaults Nico Hülkenberg.