I flere minutter frygtede alle det værste.

Men pludselig sprang Romain Grosjean ud af det flammehav, der omgav både ham og hans bil.

Det er lidt mere end to år, siden Kevin Magnussens daværende holdkammerat i Formel 1 på nærmest mirakuløs vis overlevede den værste ulykke i sporten i årevis.

Siden har vragdelene fra franskmandens bil været pakket væk, men nu skal de på museum.

Resterne af Grosjeans bil kommer på museum.
Resterne af Grosjeans bil kommer på museum. Foto: TOLGA BOZOGLU
Vis mere

Resterne af den brændte og smadrede bil skal nemlig vises frem i Madrid i forbindelse med en Formel 1-udstilling. Det skriver Autosport.

Udstillingen kommer også til at vise hidtil usete optagelser af den voldsomme ulykke, der fandt sted i Bahrains grandprix i november 2020.

Grosjean kørte galt på første omgang og hamrede ind i barrieren, hvor bilen blev delt i to og blev omgivet af flammer.

Formel 1s redningshold anført af Dr. Ian Roberts og Alan van der Merwe hastede til stedet, hvor lægen Roberts tog imod Grosjean, da han pludselig kom til syne i flammehavet.

Romain Grosjean har udtalt, at han troede, han skulle dø i ulykken.
Romain Grosjean har udtalt, at han troede, han skulle dø i ulykken. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Grosjean udtalte efter ulykken, at han troede han skulle dø, men han slap med slemme forbrændinger.

Men Formel 1-bilens sikkerhed – og i særdeleshed den såkaldte 'halo'-foranstaltning – reddede hans liv.

Løbet endte med at være hans sidste af i alt 179 Formel 1-løb. Nu kører han i Indycar-mesterskabet i USA.

Udstillingen starter på IFEMA i Madrid i marts, inden den fortsætter på turné rundt i verden.