Ikke siden 1991 har Porsche leveret motorer til Formel 1. Men fra 2021 kan det nu ændre sig. Bilgiganten overvejer et comeback.

Det fortæller Lutz Meschke, næstformand i Porsches bestyrelse, til Autosport. Han afslører, at han under det italienske grandprix mødtes med flere Formel 1-bosser for at snakke om et comeback. Det er et ønske om en billigere motor fra Formel 1's ejere fra sæsonen 2021, der åbner for et Formel 1-comeback.

»Formel 1 kunne være et af de rigtige steder for os. Som du ved, er Formula E meget vigtigt for os nu, men Formel 1 er altid et godt emne at tænke på. Og jeg synes, vi er i ret gode diskussioner omkring den nye motor,« siger Meschke til mediet.

Og man er ikke afvisende fra Formel 1's side, der siden januar i år har været ejet af Liberty Media.

»Vi prøver at skabe en platform og et miljø, hvor flere motorproducenter, brands og teams kommer ind i sporten og gør det til en god forretning. At få Porsche med om bord, der er et ikonisk brand i vores sport, vil være meget værdsat,« siger Sean Bratches, kommerciel direktør i Formel 1.

Porsches seneste tur i Formel 1-verden endte i fiasko tilbage i 1991, da de leverede motorer til Footworks Arrows, som sluttede fælt uden point. Succesen var størst i 80'erne, hvor man arbejdede sammen med McLaren og vandt mesterskaber med Alain Prost og Niki Lauda.

Autosport nævner Red Bull og Williams som mulige partnere for Porsche.