Der er håb forude for Michael Schumacher. Det fortæller hans tidligere chef Ross Brawn.

»Vi er alle optimistiske i forhold til at finde løsninger for fremtiden, og der kommer et tidspunkt, hvor tingene kommer til at gå fremad for Michael.«

Sådan lyder det i et interview med BBC 5 Live, skriver Mirror. Michael Schumacher, der blev 50 år den 3. januar, har været skærmet fra offentligheden siden skiulykken tilbage i 2013. Og familien har også flere gange understreget, at de værner om den tidligere Formel 1-kørers privatliv.

»De er en fantastisk familie. De er meget afbalancerede og følger meget deres egne gøremål, samtidig med de støtter Michael,« siger Ross Brawn. Han fremhæver, hvordan Schumachers søn Mick selv er ved at skabe en karriere i motorsport, og datteren Gina Maria har succes indenfor hestesporten. Noget, der har hjulpet i en svær tid - også for Michael Schumachers kone, Corinna.

Michael Schumachers søn, Mick Schumacher, er selv ved at skabe en karriere bag rattet.
Michael Schumachers søn, Mick Schumacher, er selv ved at skabe en karriere bag rattet. Foto: DANIEL ROLAND
Vis mere

»De har aldrig opgivet støtten til Michael eller troen på, at der venter løsninger forude,« siger Ross Brawn, der er en af dem, der fik lov til at besøge Michael Schumacher på hospitalet, da han var indlagt i mange måneder efter ulykken, der sendte ham i koma i seks måneder.

»Det er svært (at tale om, red.), for familien ønsker, at tingene bliver holdt privat. Det må jeg respektere. De (besøgene, red.) var meget rørende i de dage,« siger Ross Brawn.

Siden ulykken den 29. december i 2013, er det meget få informationer, der er sluppet ud om racerkørerens tilstand. Og sådan vil det fortsætte.

Det fortalte familien i anledning af Michael Schumachers 50-års fødselsdag, hvor de kom med en sjælden udmelding.

Michael Schumacher under Formel 1 i Brasilien tilbage i november 2012.  
Michael Schumacher under Formel 1 i Brasilien tilbage i november 2012.   Foto: YASUYOSHI CHIBA
Vis mere

'Vi er glade og meget taknemmelige for, at i vil fejre Michaels 50-års fødselsdag med ham og os. I kan være helt sikre på, han er i de bedste hænder, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe ham. Hav venligst forståelse for, at vi følger Michaels ønske, og derfor holder vi et så følsomt emne som hans helbred privat - som det altid har været,' lød det blandt andet.

Siden ulykken er der kommet adskillige meldinger i årenes løb om den tidligere Formel 1-kører.

Han kan gå. Han vejer kun 40 kilo. Han giver tegn til familien. Og så videre. Men intet er nogensinde blevet bekræftet af familien.

Offentligheden ved kun, at Michael Schumacher i dag opholder sig i familiens hjem nær Geneve-søen i Schweiz. Sådan forbliver det med stor sandsynlighed.