I denne uge holder FIAs World Motorsports Council møde i Paris. Her bliver Formel 1-kalenderen for 2022 annonceret (start 20. marts i Bahrain, finale 20. november i Abu Dhabi), og det ventes også, at man vedtager en ny regel, der i teorien kan få betydning for Danmarks Formel 1-fremtid.

Reglen, der skal gøre det nemmere for unge kørere at vise deres talent på den helt store scene, betyder, at de ti team to gange i løbet af 2022 skal indsætte en ung kører uden grandprix-erfaring i den indledende FP1-træning.

Umiddelbart godt nyt for Christian Lundgaard og Frederik Vesti, der er tilknyttet talentprogrammerne hos henholdsvis Alpine og Mercedes. Men nøgternt vurderet er det usandsynligt, at de to danskere kommer på banen.

De nærmere detaljer vedtages først i næste uge, men det vil være naturligt, at de unge kørere, der får adgang til FP1-træningen, skal have en såkaldt trænings-superlicens. Det er populært sagt 'kørekort på prøve' til Formel 1, og det samler man point til i juniorklasserne. Lundgaard har som udgangspunkt ikke point nok til en trænings-superlicens, og alene af den grund får han næppe chancen.

Samtidig har Alpine to andre kørere, der vurderet ud fra deres 2021-resultater i betydelig højere grad fortjener en Formel 1-chance. Guanyu Zhou og Oscar Piastri har begge den fornødne licens, og selvom en af dem forventes at få et fast Formel 1-sæde hos Alfa Romeo, vil den anden stå foran Lundgaard i Alpine-køen.

Chefen for Alpines talentakademi, Mia Sharizman, fortæller mig, at man i disse dage lægger planer for Lundgaards fremtid. Der er lagt op til en sæson i Indycar, og jeg vil blive meget overrasket, hvis planerne også inkluderer 2022-arbejde i Alpines Formel 1-biler.

Frederik Vesti har faktisk kvalificeret sig til en 'rigtig' superlicens til løb, men alligevel ser jeg ham ikke som en potentiel FP1-kører for Mercedes i 2022. Hvis Mercedes virkelig ville afprøve Vesti i Formel 1-sammenhæng, ville det være oplagt at starte med den kommende Young Driver Test i Abu Dhabi i december.

Men her indgår danskeren i øjeblikket ikke i Mercedes' planer, og det tyder på, at det tyske team i stedet vil indsætte deres nykårede Formel E-mester, Nyck de Vries, (som også kørte Young Driver Testen for Mercedes sidste år).

I det hele taget ser 26-årige de Vries, der vandt Formel 2-mesterskabet 2019, ud til at have overhalet Vesti i Mercedes' planer for kommende Formel 1-kørere.

Og der er endnu en faktor, der tyder på, at Mercedes vil foretrække de Vries frem for Vesti til de to FP1-træninger i 2022: I dag er der meget begrænsede test og træningsmuligheder i Formel 1, og selvom den nye regel er indført for at give unge kørere en chance, skal der også indsamles data om bilerne. Det gælder i særlig høj grad i 2022, hvor der indføres et helt nyt teknisk reglement.

I den sammenhæng vil de Vries med i alt tre Formel 2-sæsoner og to Young Driver Test i bagagen kunne levere mere feedback end Vesti, der i bedste fald vil have en erfaring fra en halv Formel 2-sæson.

Derfor: Den nye regel, der skal hjælpe unge Formel 1-talenter, vil i 2022 næppe være relevant for Lundgaard og Vesti.