Du kan rolig sætte kryds ud for 15. september senere på året.

Og hvorfor så det? Jo, her vil den længe ventede dokumentarfilm 'Schumacher' få premiere på streamingtjenesten Netflix.

Det skriver Formel 1 på organisationens hjemmeside. Dokumentaren kommer til at gå helt tæt på racerlegendens imponerende karriere, hvor det blandt andet blev til syv verdensmesterskaber.

Fans kan se frem til at se interview med Michael Schumachers hustru, Corinna, parrets to børn og Formel 1-rivaler til Michael Schumacher.

Foto: JOSE LUIS ROCA
Vis mere

Filminstruktøren Vanessa Nocker sagde allerede i januar, at dokumentarfilmen var færdig. Premieredatoen er dog blevet udskudt flere gange som følge af covid-19-pandemien.

Michael Schumachers manager, Sabine Kehm, har udtalt sig lidt om den legendariske tysker i forbindelse med premieredatoen.

»Michael Schumacher har genopfundet den professionelle racerkører og sat nye standarder. Han skånede hverken sit hold eller sig selv i jagten på perfektion. Han er anerkendt over hele verden for sine lederevner.«

Der har været yderst stille omkring Schumacher-familien siden den grimme skiulykke i 2013, hvor Michael Schumacher styrtede og slog hovedet. Meget få detaljer er sluppet ud om hans tilstand, og det er helt med vilje, at familien har holdt kortene tæt ind til kroppen. Det har været for at værne om den tidligere Formel 1-stjernes privatliv, da det også er noget, han selv går meget op i.

Ifølge flere motorsportsmedier skulle familien dog tale en smule om 'situationen' i den nye dokumentar, men hvor stort et indblik seerne præcis får, er ikke blevet meldt ud.

Racerlegenden vandt sine syv Formel 1-mesterskaber mellem 1994 og 2004.