Haas-boss Günther Steiner langer ud efter rivalerne fra Renault, hvis protest mod Romain Grosjean endte med en fratagelse af otte VM-point fra den franske kører.

»Hvis de ikke kan slå dig på banen, prøver de at slå dig i retssalen. Det er der, det synes at ske. Du skal arbejde hårdt for at blive misundt. Vi vil hellere arbejde hårdt for det og kæmpe endnu mere,« siger Günther Steiner ifølge flere medier, heriblandt Motorsport.com.

Reaktionen kommer oven på, at Grosjean, efter den fornemme sjetteplads i det italienske Grand Prix for to uger siden, blev diskvalificeret.

Gulvet i Grosjeans bil var, ifølge Renault, ulovligt, og det franske team nedlagde derfor protest over Haas-køreren. Det Internationale Motorsportsforbund FIA gav Renault ret.

Haas har siden appelleret dommen til FIA, da man føler sig overbevist om, at man ikke har gjort noget forkert. Ifølge B.T.s Formel 1-journalist Daniel Carøe Remar er Kevin Magnussens bil indrettet på nøjagtig samme måde.

Günther Steiner påpeger dog samtidigt, at en tur i retten en gang imellem kan være umuligt at undgå at skulle tage en kamp uden for banen.

»Det skal man nogle gange. Du gør alt, hvad du kan i racing. Er det det rigtige at gøre? Det lader jeg andre om,« siger Steiner ifølge Motorsport.

Næste løb i Formel 1 er den 16. september i Singapore, og du kan følge med her på B.T. gennem hele weekenden.