F1-bossen Chase Carey og den gruppe af danskere, der arbejder på at få et Formel 1-grandprix til København, er endnu ikke enige om de økonomisk rammer, men parterne tror på en løsning.

Trods forhandlinger på Hotel d’Angleterre i København i denne uge er der millioner, som skiller Formel 1 og den danske initiativgruppe med Helge Sander og Lars Seier Christensen fra at have en økonomisk aftale på plads om at arrangere et Formel 1-løb i Danmark.

Det fortæller Helge Sander til BT.


F1-bossen Chase Carey og den gruppe af danskere, der arbejder på at få et Formel 1-grandprix til København, er endnu ikke enige om de økonomisk rammer, men parterne tror på en løsning.

Trods forhandlinger på Hotel d’Angleterre i København i denne uge er der millioner, som skiller Formel 1 og den danske initiativgruppe med Helge Sander og Lars Seier Christensen fra at have en økonomisk aftale på plads om at arrangere et Formel 1-løb i Danmark.

Det fortæller Helge Sander til BT.

»Vi er kommet et stykke videre, men der er stadig millioner, som skiller os. Men jeg er overbevist om, at det ikke bliver det største problem. Der er en meget fin kemi, og så tiltaler København Chase Carey (Formel 1-boss, red.), og han vil gerne have byen på kalenderen,« siger den forhenværende videnskabsminister.

Ifølge Helge Sander handler det økonomiske mellemværende ikke så meget om det millionbeløb, som en grandprix-vært helt obligatorisk skal betale Formel 1-ejerne for at få motorsportens kongeklasse til byen.

Det handler i højere grad om, hvordan partnerne deler indtægter fra eksempelvis arrangementer og andre begivenheder i forbindelse med Formel 1s besøg i byen.

Helge Sander vil ikke fortælle, hvor mange millioner der skiller danskerne og Formel 1. Men foreløbig er Helge Sander og Lars Seier Christensen og Formel 1-bossen Chase Carey efter fælles aftale gået hver til sit med en række punkter, som skal afklares, før de igen mødes i London på en endnu ukendt dato.

Selvom der kun er to år til, at den danske initiativgruppe gerne ser Formel 1 i København, er det ikke sådan, at man p.t. arbejder ud fra en stram deadline for at blive enige med styregruppen bag Formel 1-cirkusset.

Det fastslog amerikaneren Chase Carey, da han gæstede København i denne uge. Her afslørede han samtidig, at Formel 1 vil have en længere aftale på plads med danskerne.

»Vi har ikke talt om detaljerne, men vores mål er et langvarigt partnerskab. Et samarbejde, der skal være godt og positivt for os alle. Vi har ikke diskuteret det endnu, men generelt vil vi gerne have noget, som kan vare ved,« sagde Chase Carey.

En anden problematik, som det københavnske Formel 1-projekt er kørt ind i, er, hvorvidt borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus vil give grønt lys til at lade bilerne køre i byens gader.

Umiddelbart har der været mange kritiske røster fra flere partier i København, blandt andet fordi man frygter, at byen bliver lukket ned i en længere periode.

Chase Carey forstår politikernes bekymringer, men forsikrer, at der kan findes en trafikal løsning, som tilgodeser københavnerne, mens Formel 1 er i byen.

»Det er noget, vi vil arbejde på sammen med vores partnere her i Danmark. Det er udfordringer, som vi vil imødekomme konstruktivt. Vi har andre byløb (Singapore og Monaco, red.), så vi har erfaring i at minimere den påvirkning, det vil få. Men forhåbentlig vil alt det positive overstråle de udfordringer, der vil komme i forhold til logistikken med at lave banen,« fortalte den amerikanske Formel 1-boss.