Kevin Magnussen er tæt på at bryde med sin manager gennem mange år, Dorte Riis Madsen. Det kan BT nu afsløre. 

Det brede smil var fremme i Paris i sidste uge, da Kevin Magnussen efter måneders utrættelig kamp endelig havde sikret sig et overraskende comeback til Formel 1 hos Renault.

Men bag facaden har der gennem længere tid været ballade i den danske racerkørers bagland, hvor Kevin Magnussen reelt har kørt sin manager, Dorte Riis Madsen, ud på et sidespor.

BT erfarer, at det ikke er manageren, men Kevin Magnussen selv, der gennem de seneste måneder har stået for at forhandle med Renault og andre interesserede motorsports-teams.

Danskeren har undervejs været hjulpet af blandt andre milliardæren Anders Holch Povlsen, men hans manager har ikke været en del af processen. Det vil sige, at Kevin Magnussen selv har talt og mødtes med de teambosser, der nu løbende har henvendt sig.

Flere af hinanden uafhængige kilder i og omkring dansk motorsport fortæller således sammenstemmende, dog uden at ville gå til citat, at konflikten mellem Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen nu er nået helt derud, hvor det reelt kun er danskerens kontrakt, der fortsat binder ham til manageren. Der skal et økonomisk forlig mellem de to lige nu være sidste knast, før båndene endeligt kappes.

Men som kilder fortæller, så er et brud mellem Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen en uundgåelig kulmination på et samarbejde, der slet ikke fungerer længere.

BT har spurgt Kevin Magnussen til striden mellem ham selv og manager Dorte Riis Madsen. Men den danske Formel 1-kører har ingen kommentarer til historien.

Selvom det ser ud til at være slut, så gjorde Dorte Riis Madsen det, som ingen før hendes er lykkedes med i Danmark, da Kevin Magnussen nåede frem til motorsportens kongeklasse. Hun byggede et professionelt setup op omkring Kevin Magnussen og skaffede ham hovedsponsoren Anders Holch Povlsen. Og Dorte Riis Madsen har været Kevin Magnussens manager siden de tidlige teenageår, hvor hun har sørget for hans kontrakter og kontakt til pressen.

Forklaringerne på, hvorfor det ellers så stærke samarbejde mellem Kevin Magnussen og manageren er gået skævt, er mange.

Det mest i øjnefaldende var, at Dorte Riis Madsen ikke fik sikret Kevin Magnussen et fast Formel 1-sæde i seneste sæson, hvor han endte som reserve hos McLaren. Det har uden tvivl bragt frustrationerne frem i Magnussen-lejren, da den nu 23-årige dansker blev degraderet og ikke havde udsigt til køretid i en racerbil.

Andre stemmer fortæller også, at samarbejdet ganske enkelt er slidt ned efter mange års intens jagt på at bringe Kevin Magnussen frem til motorsportens top. Altså at racerkøreren og manageren er kørt træt i hinanden, og at der er brug for nyt blod i baglandet.

Men også Kevin Magnussens og Dorte Riis Madsens forskellige personligheder og Kevin Magnussens trang til endelig at stå på egne ben har ifølge flere danske kilder spillet ind, da metaltrætheden begyndte at melde sig. Og det har også spillet en rolle, da Magnussen i foråret 2015 reelt sagde stop og gik enegang.

Det seneste tegn på, at Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsens samarbejde ikke er, som det burde, var, da manageren ikke var med sin kører i Paris, da han blev præsenteret hos Renault. Det ville ellers normalt være en dag, hvor manageren også ville være til stede.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra manager Dorte Riis Madsen.