Det er 12 år siden, at Formel 1-legenden, Michael Schumacher, kom alvorligt til skade i en skiulykke.
Siden har det været meget sparsomt med opdateringer om hans helbredstilstand.
Men nu er der nyt.
I hvert fald ifølge Daily Mail.
Mediet skriver, med henvisning til anonyme kilder, at det nu kan afsløre, at den 57-årige tysker ikke længere er bundet til sengen.
Schumacher skulle være i stand til at sidde i en kørestol og lade sig skubbe rundt i sit hjem i Schweiz.
Han bliver passet af sin kone gennem 30 år, Corinna, og et hold af sygeplejersker og terapeuter, som holder øje med ham døgnet rundt.
Forsøg fra nogle tidligere medarbejdere på at sælge billeder af Schumacher resulterede i domfældelse sidste år. Og rygter om, at han ville deltage i sin datter Ginas bryllup i 2024, viste sig at være grundløse.
En kilde siger til Daily Mail:
»Følelsen er, at han forstår nogle af de ting, der foregår omkring ham, men sandsynligvis ikke alle.«
Det er ikke helt den udlægning som Flavio Briatore, der var teamchef for Schumacher hos Benneton, har delt med Bild.
»Jeg har stadig kontakt med Corinna Schumacher, men med Michael er det desværre umuligt,« sagde han for nylig.
Ærkebiskop Georg Gänswein afslørede allerede i 2018 i et interview med Bunte om sit besøg hos Schumacher to år tidligere:
»I begyndelsen af mit besøg bragte en terapeut Michael ind i stuen. Jeg har en fornemmelse af, at han opfatter møder og fører en indre dialog med sig selv.«
Michael Schumacher har vundet syv verdensmesterskabstitler i Formel 1.
