Formel 1-sæsonen skulle være skudt i gang i weekenden med Australiens grandprix, men ifølge BBC bliver der ikke kørt ræs.

På grund af coronavirus er Formel 1-løbet nemlig blevet aflyst, skriver mediet.

Hverken organisationen bag Formel 1 eller motorsportsunionen FIA er kommet med nogen officiel melding, men to højtstående Formel 1-kilder bekræfter oplysningerne til BBC.

Derudover skriver Sky Sports, at et flertal af Formel 1-holdene på et møde torsdag aften har stemt imod at køre løbet. Det er dog heller ikke blevet bekræftet.

Dermed ligner det, at Kevin Magnussen og co. ikke får lov til at sætte sig i Haas-bilen denne weekend.

Tidligere torsdag meddelte Formel 1-teamet McLaren, at de trak sig fra årets første grandprix.

Det skete, efter at en medarbejder var blevet testet positiv for coronavirus.

Fire medarbejdere på Haas, hvor danske Kevin Magnussen kører, har været mistænkt for at være smittet med coronavirus.

De blev dog alle testet negative.

Formel 1 har endnu ikke selv meldt ud, hvorvidt løbet bliver aflyst eller ej.

Foreløbigt er to Formel 1-grandprixer allerede udbruddet af coronavirus. Det kinesiske grandprix er blevet aflyst, og der er indtil videre ikke fundet en ny dato.

Derudover bliver næstes uges grandprix i Bahrain afviklet uden tilskuere.