Kevin Magnussen og McLaren i problemer i Malaysia.

- Hvad tror du du selv?

Kevin Magnussen skyder fra hoften, da han bliver spurgt, om han er tilfreds med sin første træningsdag til Malaysias Grand Prix.

Det flabede svar leveres med et afvæbnende smil, men det er tydeligt, at han er irriteret: Efter en andenplads i sit første grandprix i Australien for 14 dage siden, er han ikke kommet til Malaysia for at blive nummer 12, 1,1 sekund fra Melbourne-vinderen Nico Rosberg på førstepladsen.

12.-pladsen i fredagens anden træning blev kørt hjem efter en række problemer. I den indledende træning stoppede han efter cirka en halv time ved pit-indkørslen, og en flok kampsvedende McLaren-mekanikere måtte skubbe ham tilbage tik pitgaragen.

- Bilen var svær at kontrollere, og jeg lavede en nedbremsningsfejl, der ødelagde dækkene, forklarede han efterfølgende. At hans bil stoppede, skyldtes en sensor, der registrerede at motoren var for varm. Systemet satte motoren på stand-by, og mekanikerne måtte i aktion.

Efter at have sat sin McLaren-makker Jenson Button på plads i Australien, skinner englænderes erfaring igennem i Malaysia.

- Jeg har meget at lære, erkender Kevin Magnussen.

- Dækkene opfører sig helt anderledes end i Melbourne. Her belaster jeg mine bagdæk for meget, og det er et problem, når asfalt-temperaturen når op omkring 50 grader. Nu må jeg kikke en masse data igennem og prøve at lære noget af Jenson, siger han.

McLaren har en række updates med til Malaysia – inklusiv en ny front, der er udviklet i teamets vindtunnel i Woking.

- Det er svært at sige, om de nye stumper virker, siger Kevin Magnussen og virker utålmodig efter at komme væk fra de mange journalister, der nærmest har belejret ham i paddocken på Sepang-banen.

- Vi er ikke så konkurrencedygtige som i Australien – men det bliver vi forhåbentlig. Der er altid noget, der kan optimeres, og vi har meget at tænke over og en enorm data-mængde at at gå igennem. Jeg er sikker på, vi kan forbedre bilen til i morgen.

Med de ord snor han sig uden om de sidste journalister og skynder sig hen til McLarens ingeniør-kontor. Nu starter arbejdet med at ændre fredagens øv-oplevelse.

Lørdag skal problemerne være løst, for kun fra en god startplacering kan han forsvare sin nuværende andenplads i VM.