Det er ikke ligefrem held, som franske Romain Grosjeam og Haas-teamet har været overdynget med i denne sæson.

For efter at have gennemført to fremragende træninger fredag, opstod der igen problemer i Haas-lejren. Efter midnat kiggede teamets mekaniker på Grosjeans bil og kunne konstatere, at der var et problem med turboen i den nye motor.

Det har betydet, at Haas har udskiftet motoren med sæsonens første motor. Det skriver Ekstra Bladet. Det tog hele natten at skifte motoren, og dermed brød Haas det såkaldte curfew, der er for, at mekanikere ikke skal arbejde hele døgnet rundt.

I første omgang får det dog ikke nogle konsekvenser for Kevin Magnussens hold, da curfew må brydes to gange på en sæson, uden at det giver en straf til holdet.

Og nu må Romain Grosjean altså køre weekendens kvalifikation og grandprix med en motor, der egentlig kun skulle have været brugt til syv løb.

Romain Grosjean i aktion.
Romain Grosjean i aktion. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Ved Formel 1-kvalifikationen i Canada for to uger siden kom Romain Grosjean også i motorproblemer.

Han udgik nærmest før kvalifikationen var startet, da der kom en masse røg fra motoren.

Der gik ikke lang tid før ordene 'Stop bilen!' kunne høres over radioen, og så var det farvel og tak til Haas-køreren, der blev sendt tilbage i pitten, før det hele overhovedet var startet.

Et exit, der ærgrede franskmanden voldsomt.

»Jeg tror, jeg har opbrugt mit uheld for denne sæson, den næste og den næste efter det også. Set fra den positive side føltes bilen rigtig god med den nye opgradering. Jeg vidste, jeg kunne have gjort det godt i dag, og det var det, jeg gik efter. I morgen venter et langt løb, og forhåbentlig får vi en god dag,« sagde Romain Grosjean til Sky Sports efter kvalifikationen i Canada.