Kevin Magnussen har svaret kritikerne igen med sine VM-point i Kina.

Sådan lyder det fra Haas’ teamchef, Günther Steiner, efter den danske ottendeplads i sæsonens andet Formel 1-grandprix.

»Det var meget vigtigt for ham, især efter sidste år, hvor han i anden halvdel af sæsonen fik en del kritik for noget, han ikke gjorde,« siger Günther Steiner til Motorsport.com.

Efter sit exit fra Renault piblede der negative historie ud fra det franske hold, som du kan se her:

Samtidig blev der hos Autosport.com præsenteret rygter om, at Kevin Magnussen heller ikke havde den rette attitude i sin tid hos McLaren.

»Det menes, at da Magnussen var hos McLaren ville han arbejde hårdt for at nå et vist niveau af dæk-forståelse, og da han opnåede det, følte han, at han vidste nok og holdt op med at engagere sig med holdet. I Formel 1 kan man ikke overleve med sådan en attitude,« lød det i Autosport-artiklen.

Nu siger Günther Steiner: »Han beviste sig selv med resultatet, fordi han kørte et rigtigt godt race.«

Teamchefen uddyber om præstationen i weekenden i Shanghai:

»Der var intet at pege fingre af: Det var roligt, uden fejl – og så godt, som det kunne gøres.«

Og mens Kevin Magnussen altså endte i top 10-pointene, sluttede holdkammeraten Romain Grosjean lige på den forkerte side.

Günther Steiner regner med, at der er mulighed for dobbelt op i den kommende tid.

»Vi har ikke færdiggjort alle analyser, men det ser ud til at løbsfarten er ret god,« siger Günther Steiner:

»Vi kan score point med begge biler. Det ser ikke dårligt ud, vil jeg mene.«

Han mener, at banen i Shanghai gav et mere retvisende billede af Haas’ kvaliteter end i det første løb i Melbourne.

»I Australien var vi lidt forsigtige, fordi det er en speciel bane, men her viste vi, hvad vi kan udrette. Vi må bare blive nødt til fortsætte udviklingen af bilen, fordi de andre begynder at komme med nye dele,« siger Günther Steiner.

Han fortæller samtidig, at der ikke vil være nye elementer i Haas-racerne til det kommende løb i Bahrain.

Og den kommende løbsweekend kan du selvfølgelig følge live her på BT.dk både fredag, lørdag og søndag.