Kevin Magnusen viste flot kørsel i kvalifikationen og starter som nummer seks, når søndagens løb køres i Bahrain.
Den danske Formel 1-stjerne holdt hovedet koldt og kørte en fremragende kvalifikation, hvor flere andre dummede sig. Men ikke Kevin Magnussen, som satte dagens 7. bedste omgangstid - men rykker frem som nummer seks, da Lewis Hamilton sættes tilbage med fem strafpladser.
Dermed får Kevin Magnussen og Haas-teamet endnu en gylden chance for at score mange VM-point, når løbet i Bahrain afvikles klokken 17.10 søndag dansk tid.
Dog var der lidt malurt for det amerikanske team, da Kevin Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean, sluttede helt tilbage som nummer 16.
Kevin Magnussen fører nu det indbyrdes kvalifikations-regnskab med 2-0 mod franske Grosjean. Over radioen fik Kevin Magnussen at vide, at teamet var meget glade, og at præstationen var mere end godkendt.
Selvom Kevin Magnussen og Haas igen overraskede, så var der én kører, som stod for dagens mest bemærkelsesværdige præstation. Her sluttede Toro Rosso og unge Pierre Gasly en plads foran Kevin Magnussen, og indleder løbet fra 5. pladsen.
Hurtigst var Ferrari med Sebastian Vettel på pole position og med Kimi Raikkönen på 2. pladsen. Nummer tre blev Valtteri Bottas fra Mercedes.
Dagens største skuffelse stod det ellers stolte Williams-team for, hvor Lance Stroll sluttede som nummer 20 og sidst i feltet.
Gense kvalifikationen herunder:

