»Vi skal vise, at vi kan holde os oppe foran.«

Kevin Magnussen har lagt skuffelsen fra Formel 1-premieren i Australien for to uger siden bag sig. Her mistede danskeren en mulig fjerdeplads, da mekanikerne under pit-stop ikke fik fæstnet et baghjul.

»Det tog nogle dage, hvor jeg var ret trist, men så var jeg også kommet over det. Der er jo ikke nogen, der er døde! Men den slags er frustrerende. Specielt fordi jeg jo havde glædet mig så meget til endelig at komme på banen og lave et godt resultat. Men det er bare sådan noget, der sker i motorsport, og der er ikke så meget at sige til det,« siger Magnussen i Bahrain, hvor han søndag kører årets andet grandprix.

Et par omgange efter, Magnussen var udgået i Australien, skete omtrent det samme for teamkammerat Romain Grosjean. Haas-teamet har efterfølgende byttet rundt på et par pladser i deres pit-crew, men Magnussen har stadig fuld tiltro til sine mekanikere.

»Alle laver fejl – ingen er perfekte. Den slags sker, og vi skal bare videre. Mekanikerne arbejder hårdt, og da vi er et lille team, havde de faktisk ikke haft særligt meget tid til at træne pit-stop. Derfor var de inden løbet måske ikke så forberedte, som de skulle være, og jeg synes, det er synd for dem. Jeg håber, at de nu har haft tid til at træne lidt mere og har fået mere selvtillid. Vi må bare øve os noget mere,« siger han.

Efter de kaotiske pit-stop i Australien var de berørte mekanikere knuste, og både Magnussen og Grosjean brugte meget tid på at trøste dem.

»Der var ikke meget, jeg kunne gøre – bare give dem et klap på skulderen. De havde det skidt, og jeg ved fra mig selv, hvordan det er at lave en fejl og smide et godt resultat væk for teamet. Det føles som en katastrofe, når det sker, men i virkeligheden er det jo helt normalt: Folk laver fejl. Det var bare synd, at det skete to gange i træk for vores drenge – og på live-tv. Det er skidesynd for mekanikerne, at det skete lige der… i et løb, hvor vi var på vej til at lave vores allerbedste resultat nogensinde. Det bedste, man kan gøre for dem i sådan en situation, er at sige ’videre – nu skal vi se fremad.«

»Som kører har man ikke rigtig nogen rolle i alt det her – det er jo ikke fordi, vi kan fortælle mekanikerne, hvordan de skal holde hjulnøglen. Det eneste, jeg kan gøre, er at vise, jeg har fuld tillid til teamet. For det har jeg!«

Haas´ 2018-model VF18 viste sig sensationelt hurtig både under vinter-testerne og ved Australiens Grand Prix. Nu venter Bahrains Grand Prix, hvor Magnussen satser på ar score årets første VM-point.

»Jeg glæder mig til at komme på banen og se, hvordan bilen er her. Det er ikke givet, at vi er lige så konkurrencedygtige som i Australien, men jeg tror på, vi har et godt udgangspunkt – og at vi igen kan udfordre McLaren og Renault,« siger han.

»Det er fedt igen at være med oppe foran i feltet, hvor man kæmper om point. Det er mere intenst. Men det er ikke givet, at vi vil blive i den situation. Vi skal vise, at vi kan holde den position – at Australien ikke var en engangsforestilling.«