Kevin vandt håneretten…og 20 pund i fodbold-væddemål.

Kevin Magnussen og hans træner Thomas Jørgensen fejrede i paddocken på Yas Marina-banen fodboldlandsholdets VM-kvalifikation ved at håne Haas-teamets ingeniør Eamonn McDonnell.

Ireren havde væddet med Magnussen om udfaldet af den afgørende kvalifikationskamp i Irland i sidste uge.

»Han blev lidt rigelig kry efter den første kamp i Parken, der blev spillet, mens vi var i Brasilien,« fortalte Thomas Jørgensen, der ved siden af Kevin Magnussen også arbejder med en række af de danske landsholdsspillere.

Regnskabet blev gjort op så snart Magnussen og Jørgensen kom ind i paddocken. McDonnell blev i den arabiske hede iført et rødt/hvidt halstørklæde og måtte pænt aflevere 20 pund til den danske Formel 1-kører.

Og der kan være flere penge på vej til Magnussen. Hass-teamet er involveret i en tæt kamp om sjettepladsen i konstruktør-VM, der kan øge teamets andel i sportens tv-indtægter med helt op til 75 millioner kroner (forskellen på Haas´ nuværende ottendeplads i konstruktør-VM og sjettepladsen). Direkte adspurgt af BT om et avancement til sjettepladsen også vil udløse en personlig bonus til ham, svarede Magnussen med et stort grin: »Øhhh – det kan godt være!«

Mere alvorligt fortsatte han:

”Det bliver spændende, for vi er meget tæt på både Renault og Toro Rosso. Og vi vil virkelig gerne slå dem! Men vi ved, at det ikke bliver nemt: Jeg tror på, vi er hurtigere end Toro Rosso, men de er seks point foran os. Omvendt er Renault rigtig stærke, men de har kun to point mere end os. Vi må bare satse hele butikken!« siger Magnussen og fortsætter:

»Det vil gøre en stor forskel for os. Det handler om mange penge.«

Han frygter dog, at Haas-raceren ikke vil passe optimalt til Yas Marina-banen.

»Vores bil er rigtig god i hurtige sving. Og dem er der ikke nogen af her i Abu Dhabi, så det bliver svært,« siger han.

Samtidig har Haas hele sæsonen har problemer med at få det optimale ud af deres dæk.

»Men det handler ikke kun om dæk – det handler også meget om køling. Når vi har brug for mere køling, påvirker det vores aerodynamik ganske voldsomt. Her forsøger vi at køre med den optimale aerodynamik, men det kan så blive kritisk med kølingen. Det er varmt her!.«

Vejrudsigten for Abu Dhabi lover temperaturer omkring 30 grader i hele weekenden. Den vil dog falde efter mørkest frembrud, hvor hovedparten af løbet afvikles.