Danskeren satte 16. bedste tid i kvalifikationen til sæsonens tredje grandprix. Hamilton starter forrest.

Racerkøreren Kevin Magnussen starter langt tilbage i søndagens Formel 1-grandprix i Ungarn.

Den 27-årige Haas-dansker blev nummer 16 i lørdagens kvalifikation på Hungaroring uden for Budapest.

Magnussen blev dermed en af de fem kørere, der blev elimineret i Q1, som er den første del af kvalifikationen.

Tiden lød på 1 minut og 16,152 sekunder på den 4,381 kilometer lange bane.

Holdkammeraten Romain Grosjean var et kvart sekund langsommere end danskeren i 18. bedste tid.

De to Mercedes-kørere, Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, dominerede kvalifikationen. Duoen starter søndagens grandprix i forreste linje.

Hamilton satte hurtigste tid med 1 minut og 13,447 sekunder, mens finske Bottas var 0,107 sekunder langsommere.

Det er 90. gang i historien, at Lewis Hamilton starter i pole position, hvilket er rekord i Formel 1.

Racing Point-kørerne Lance Stroll og Sergio Perez havde en fremragende dag, og de begynder søndagens grandprix i næste geled efterfulgt at Ferraris Sebastian Vettel og Charles Leclerc.

Red Bull-teamet havde en skuffende kvalifikation, da Alexander Albon måtte nøjes med 13. bedste tid. Hollandske Max Verstappen gjorde mere væsen sig med syvende bedste tid.

/ritzau/