Kevin Magnussens løb sluttede brat, da han bankede sammen med flere konkurrenter på første omgang.

Efter flere superstarter i denne sæson var det Kevin Magnussens tur til at ende i tumult i de altid intense første sving ved Brasiliens Grand Prix.

Her bankede Kevin Magnussen nemlig sammen med McLarens Stoffel Vandoorne i udgangen af banens andet sving, hvor bilerne speeder op ud af en skarp hårnål.

Kollisionen omfattede også Red Bulls Daniel Ricciardo, der kørte på ydersiden og blev ramt, da Kevin Magnussen bankede ind i siden på Stoffel Vandoorne, som derefter ramte den uheldige australier.

Kevin Magnussen havde ikke selv set situationen, da BT fangede han til en kort reaktion i pitten, hvor danskeren dukkede op efter en længere hjemtur ude fra anlægget, hvor han havde parkeret sin Haas-racer.

»Jeg strandede nærmest ude på banen, og det tog lidt tid at komme tilbage« konstaterede Kevin Magnussen og fortsatte:

»Jeg har endnu ikke set en gengivelse af episoden, så jeg kan ikke med 100 procents sikkerhed sige, hvad der skete. Men der var kontakt mellem mig og Stoffel Vandoorne. Jeg tror måske ikke, at Daniel Ricciardo havde set, at Stoffel Vandoorne var på indersiden, og jeg havde heller ikke set ham.«

Kevin Magnussen mente ikke umiddelbart, at han kunne klandres det ærgerlige harmonikasammenstød, som også kostede Stoffel Vandoorne resten af løbet, mens Daniel Ricciardos racer overlevede, og han gennemførte løbet på sjettepladsen.

»Det er den slags, der sker efter første sving. Det er uheldigt, at vi ender med at være tre biler side om side. Det var bare uheldigt,« sagde Kevin Magnussen.

Heldigvis for danskeren var dommerne enige, og de valgte at kalde episoden for et hændeligt uheld.

Her banker Kevin Magnussen sammen med Stoffel Vandoorne og Daniel Ricciardo.
Her banker Kevin Magnussen sammen med Stoffel Vandoorne og Daniel Ricciardo.
Vis mere

Danskerens teamkammerat Romain Grosjean var også involveret i et uheld på første omgang, hvor han kolliderede med sin franske landsmand, Force Indias Esteban Ocon. Romain Grosjean kunne som den eneste af de to franskmænd køre videre og blev nummer 15. Han fik dog skylden for uheldet og blev tildelt 10 strafsekunder.

En alt i alt dårlig dag for Haas-teamet, som ikke hentede ind på Toro Rosso i konstruktørernes mesterskab og kom et point yderligere efter Renault, så forskellen nu er to VM-point mellem de to hold.

Haas kan med et superløb i sæsonfinalen i Abu Dhabi og uheld til Renault og Toro Rosso stadig gå forbi konkurrenterne i den samlede stilling, men det vil være en stor overraskelse. Derfor får Kevin Magnussen og Haas brug for et mindre mirakel.

Vinderen af løbet blev Ferraris Sebastian Vettel, som gik forbi Mercedes' Valtteri Bottas i løbets begyndelse, og den føring holdt tyskeren hjem. Valtteri Bottas tog andenpladsen, mens Kimi Raikkonen blev nummer tre.

Verdensmesteren Lewis Hamilton blev en imponerende nummer fire, efter han startede Brasiliens Grand Prix fra pitten på grund af sit uheld under kvalifikationen.