Kevin Magnussen sluttede den første træningsdag til Italiens Grand Prix i Monza på 13.-pladsen; 2,1 sekund efter dagens hurtigste tid sat at Sebastian Vettel (Ferrari) og halvanden tiendedel efter teamkammerat Romain Grosjean på 11.-pladsen.

»Det er lidt ligesom i Belgien i sidste uge: Dér så vi heller ikke specielt fantastiske ud om fredagen, men gjorde det OK lørdag og søndag,« sagde Magnussen efter træningen.

»Vi skal finde lidt mere fart til i morgen, men jeg tror, der er en OK chance for, at vi kan komme i Q3.« (for de 10 hurtigste biler, red.)

Haas-teamet har i mange løb i 2018 været ’best-of-the-rest’ efter de tre topteams Ferrari, Mercedes og Ferrari. Men både på Spa-Francorchams banen i sidste weekend og nu i Monza er den rolle overtaget af Force India.

Kevin Magnussen skal køre kvalifikation lørdag. Vis mere

»Jeg er ikke overrasket over, at de er så langt fremme,« siger Magnussen. »Force India har som regel en god bil til low-downforce banerne. Men jeg ved ikke, hvor meget de reelt har at skyde med i kvalifikationen. Og måske kan vi klare dem i løbet? Jeg har endnu ikke analyseret omgangstiderne med fulde tanke, men jeg håber på, at vi kan følge med dem i løbs-trim.«

»Det er vores mål, at være ’best-of-the-rest’. Eller rettere sagt: Vi vil være foran Renault – det er ikke så vigtigt at være foran Force India. Det er Renault, der er vores direkte konkurrent, når det handler om fjerdepladsen i konstruktør-VM. Og om penge. Og om stolthed – glem ikke det,« siger Magnussen om kampen med sit tidligere team.

Den afsluttende fredags-træning måtte afbrydes efter få minutter, da Sauber-køreren Marcus Ericsson slog en serie spektakulære kolbøtter. Svenskeren DRS-bagvinge ’lukkede’ ikke som den skal under nedbremsning, og så blev Sauber-raceren slynget ind i barrieren med høj fart.

»Det var vildt! Men heldigvis er han OK, så det er bare om at komme videre,« sagde Kevin Magnussen om kollegaens crash.