Kevin Magnussen er i strålende humør, da han kommer ind i Haas-teamets motorhome i paddocken på Circuit de Catalunya.

Teamkammerat Romain Grosjean har overtaget Haas-raceren, og mens franskmanden spoler omgange af ude på banen, ser ' K-Mag' tilbage på sine første to testdage. Antyder hans fjerdebedste tid både mandag og tirsdag en stor 2017-sæson for Haas?

»Vi kan ikke sige noget om vores potentiale -endnu,« siger han:

»Vi ved jo ikke, hvor meget benzin de andre kører med, eller hvilke motor-settings de benytter. Men det har været en god start, for vi har kørt relativt meget, og specielt tirsdag var en rigtig god dag men mange omgange. Vi har nu en ide om hvordan vi skal udvikle bilen. Så langt så godt.«

Pressechef Stuart Morrison kommer forbi med med en stak caps, der skal udstyres med Magnussens autograf. Der pjattes lidt, og det er tydeligt, at stemningen hos Haas er langt mere afslappet, end den var hos danskerens tidligere teams, McLaren og Renault.

»Jeg føler mig allerede meget hjemme hos Haas. Det er venlige folk, og fordi teamet ikke er så stort, tager det ikke så lang tid at lære alle at kende.«

Handler det også om, at du er tryghedsnarkoman?

»Øhh -det er i hver fald vigtigt for mig, at det er sjovt at være i teamet,« siger han med et smil.

Og bliver så mere alvorlig: »Det betyder meget, at jeg føler mig velkommen. Det er ikke sjovt at være i et team, hvor man ikke« siger han, og stopper så sig selv.

»Nej - det gider jeg ikke sige mere om.«.

Efter de tidligere VM-vinderteams McLaren og Renault, der begge nærmer sig 1000 medarbejdere, har Haas F1 kun omkring 200 ansatte. Magnussen har snakket meget om fordelene ved en lille, overskuelig organisation, men der må også være ulemper ved at køre for et af de mindste teams i Formel 1-VM 2017?

»Fordi vi et et lille team, er alle ansatte er under stort pres - der er masser af arbejde. Medarbejderne er pressede, fordi er der er mange opgaver, og de skal løses af relativt få folk. De arbejder måske hårdere end de burde - men det siger også en masse om, hvor passionerede de er.«

Arbejdsbyrden indebærer vel også en risiko for, at ansatte hos Haas brænder ud?

»Det virker ikke sådan. Jeg ved godt, at vi kun er to dage inde i 2017-sæsonen, men teamet kom godt igennem 2016, så det er jeg ikke nervøs for.«

Men et lille team som Haas får svært ved at følge med storholdene, når 2017-bilerne skal udvikles hen over sæsonen?

»Sådan håber jeg ikke det går,« siger Magnussen bestemt:

»Og hvis man tæller alle med - også de folk der arbejder hos Dallara (der bygger Haas ´ biler, red.), er der altså relativt mange mennesker involveret.«.

Kevin Magnussen og Romain Grosjean afslører den nye Haas-racer i Barcelona.
Kevin Magnussen og Romain Grosjean afslører den nye Haas-racer i Barcelona.
Vis mere

Kevin Magnussen i aktion.
Kevin Magnussen i aktion. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Det ansete engelske ugeblad Autosport antydede i sidste uge, at Haas efter McLaren og Renault er Kevin Magnussens sidste chance i Formel 1.

»Det har jeg ikke rigtig nogen kommentar til. Jeg føler, at jeg fortjener at være i Formel 1, og selvfølgelig er jeg glad for at være her hos Haas. Det er som sagt rart at komme ind i et team, der virkelig vil mig - fordi de synes, at jeg passer godt ind, og kan bidrage med noget positivt. Indtil nu har Haas været den fedeste oplevelse af de tre sæsoner, jeg har kørt Formel 1.«

Ude på banen nærmer Romain Grosjean sig efter en problematisk formiddag Magnussens omgangstider. Det er ikke noget, der bekymrer danskeren - endnu.

»Selvfølgelig er det vigtigt at slå ham - som det er at slå alle teamkammerater. Det er jo en del af Formel 1. Du bliver målt op mod din teamkammerat, og det er ikke anderledes med mig og Romain.«

Så du har et fint forhold til din nye teamkammerat?

»Forholdet til Grosjean er, som det skal være. Vi skal selvfølgelig være åbne overfor hinanden og i fællesskab hjælpe teamet fremad. Men vi har også frihed til at køre race mod hinanden, og vi behøver ikke være perlevenner,« siger Magnussen.

Det lyder næsten som om, at I ikke er det?

»Det, jeg siger, er: Vi behøver ikke være perlevenner. Men vi er heller ikke modsatte. Slet ikke!.«

I sin første Formel 1-sæson i 2014 havde Magnussen den erfarne Jenson Button som teamkammerat hos McLaren. Sidste år hos Renault, var danskeren derimod teamets mest erfarne mand, for Jolyon Palmer kørte sin første sæson i Formel 1.

Hvordan bliver din position i forhold til Grosjean?

»Han har jo mere erfaring end mig, så det bliver vel lidt ligesom med Button.«

Og han hjalp dig meget?

»Nej. Jeg kan godt huske, at der var mange, der troede, at Jenson hjalp mig rigtig meget i 2014. Men han gjorde ikke noget for decideret at hjælpe mig. Der er nogle teamkammerater, der bevidst prøver at fucke dig med forkerte informationer og så videre. Det gjorde Jenson ikke - selv om han godt kunne have gjort det. Det havde været nemt med hans erfaring og med mig som rookie. Det har jeg stor respekt for han ikke gjorde. Og vi kom rigtig godt ud af det med hinanden uden for banen. Jeg kender ikke Romain særligt godt endnu, men jeg forventer, at han er lidt ligesom Jenson. Og at vi får et godt samarbejde,« slutter Magnussen.

Han skal skynde sig hjem til København for at genoptage sin fysiske træning, så han er klar til igen at køre Haas-raceren ved den afsluttende vintertest i næste uge.

»Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage i bilen. Den er så fed at køre med de brede dæk og den nye aerodynamik.«