Kevin Magnussen er i godt humør, da han torsdag lader op til weekendens franske grandprix på Paul Ricard-banen mellem Marseilles og Toulon med at se VM-kampen mellem Danmark og Australien på TV i Haas-teamets hospitality-afdeling.

Han camperer hele weekenden ved banen i et stort motorhome sammen med kæresten Louise, og han forventer, at Haas-raceren efter to svage løb i Monaco og Montreal atter vil være konkurrencedygtig.

Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

»Det var ikke en specielt god weekend i Canada, men jeg tror, bilen er ganske udmærket på de fleste baner. Vi har lidt problemer på low-speed baner, men jeg tror, Paul Ricard vil vise sig at være en lille smule mere high-speed. Forhåbentlig kan vi gøre det bedre her,« siger han

Men da talen falder på den efterhånden langvarige retssag med hans tidligere manager Dorte Riis Madsen, er han som sædvanlig fåmælt.

Sagen fortsætter mandag i Københavns Byret. Regner han med at der kommer en afgørelse i næste uge?

»Jeg ved det ikke.«

Hvad er udsigterne?

»Jeg ved meget lidt om det. Jeg koncentrerer mig om at køre race.«

Men – påvirker sagen så dit arbejde?

»Som sagt er jeg fuldt fokuseret på at køre race og gøre mit arbejde.«

Retssagen er anlagt af Dorte Riis Madsen, der mener hun har et tocifret millionbeløb til god. Sagen genoptages efter måneders forsøg på mægling i Københavns Byrets retssal 17 mandag klokken 09.30. Sagen fortsætter tirsdag og torsdag.

Da sagen blev indledt sidste år holdt Kevin Magnussen sig væk, mens Dorte Riis Madsen mødte op. BT erfarer, at Kevin Magnussen møder op mindst en af dagene i den kommende uge, men allerede torsdag skal han være på plads på Red Bull Ring, hvor Østrigs Grand Prix kører i den følgende weekend.

Han er i København allerede mandag til et kombineret fan- og pressearrangement omkring planerne om dansk Formel 1-grandprix.