Kevin Magnussen var overrasket over sin femteplads i kvalifikationen og regner med et spændende løb søndag på Monza-banen i Italien.

Fredag nedtonede den danske McLaren-kører ellers alle forventninger om, at han i lørdagens kvalifikation ville køre sig helt frem i startrækkerne til Italiens Grand Prix.

Men lørdag leverede Kevin Magnussen en af sine bedste præstationer i en kvalifikation ved et Formel 1-grandprix og scorede en plads som nummer fem - lige for næsen af teamkammerat Jenson Button.

Og det kom bag på danskeren selv.

- Det er ikke dårligt med femte- og sjette startposition. Og jeg troede ærligt talt ikke, at vores fart i kvalifikationen ville være så god, sagde han efterfølgende til pressen. 

Meget tydede da heller ikke på et topresultat, da Kevin Magnussen begyndte kvalifikationen lidt tøvende og kun lige avancerede til Q3, hvor de 10 hurtigste kæmper om positionerne fra 1-10.

- Jeg manglede ikke greb i bilen men mere stabilitet og tiltro til den, og det fik jeg 100 procent. Det gjorde det muligt for mig virkelig at presse den til grænsen i Q3. Men det tog mig lige Q1 og Q2 at vænne mig til bilen, og så pressede jeg den i Q3, og det virkede rigtig godt, sagde han.

Kevin Magnussen håber at kunne udfordre de foranliggende Williams-racere, og han forventer flere overhalinger på den italienske højfartsbane.

- Jeg tror, vi får et sjovt race. Der er mange steder, man kan overhale, og man kan slipstreame (ligge i læ af en forankørende, red.) meget her. Så jeg ser frem til det, og det kan blive spændende, sagde Kevin Magnussen.