Kevin Magnussen kan meget snart offentliggøre sin nye arbejdsgiver. Og det bliver Haas, den danske Formel 1-kører i fremtiden skal ræse rundt for i næste sæson og muligvis endnu længere. Det mener flere medier at vide.

Hos motortsport.com er de sikre på, at aftalen mellem Magnussen og Haas er på plads, og ifølge Haas-chef Günther Steiner forventer de at kunne offentliggøre deres nye kører i løbet af weekenden.

»Forhåbentlig kan vi annoncere noget i denne weekend. Der er stadig nogle få ting, som vi skal tale med folk om. Og så vil vi annoncere, hvem vores kører bliver,« siger Steiner til motorsport.com og sætter ord på, hvad der mangler, før aftalen kan skrives under og offentliggøres.

»Det er kun de små detaljer, når du nærmer dig en aftale. Det er det samme, når du køber en bil. Til sidst vil du gerne have et gratis tæppe med eller noget nyt. Vi er ved det punkt i øjeblikket.«

Haas-teamchefen nævner ikke selv Magnussen i denne omgang. Det har han dog gjort tidligere. Og det er måske en af verdens dårligst bevarede hemmeligheder, at Magnussen til næste år skal køre med Ferrari-motor.

Men Magnussen lyder ikke til nødvendigvis at have været Haas’ førstevalg. Det kan der have været flere årsager til, for Magnussen har selv flere gange sagt, at han helst ville blive hos Renault. Sædet ved siden af Nico Hülkenberg bliver dog Jolyon Palmers.

Og så kunne Magnussen sige ja til Haas, der havde flået flere afslag fra andre kørere.

»Vi er et ret unikt sted i øjeblikket, hvor nogle gerne vil hertil, og andre ikke vil hertil. Det er ret svært at arbejde med, og derfor tog det os længere tid, end jeg havde forventet. De siger ’tak, men nej tak’. Vi er jo alle civiliserede mennesker.«

»Der var en del interesse. Nogle samtaler holdt ved, andre stoppede. Jeg håber, at vi får det afsluttet hurtigst muligt, for jeg er træt af processen og at snakke om det – og jeg vil hellere have det gjort færdigt,« siger Haas-teamchef Günther Steiner.

Kevin Magnussen kører i den kommende weekend Brasiliens Grand Prix i sin Renault-ræser. For næstsidste gang i denne omgang.