Der var en lille smule dramatik mellem Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg undervejs i Ungarns Grand Prix – det eskalerede voldsomt bagefter.

For da danskeren stod med TV3 Sports Luna Christofi i mixed zone afbrød tyskeren simpelthen interviewet.

Nico Hülkenberg klappede Kevin Magnussen på skulderen og forsøgte – forgæves – at give ham hånden.

»Endnu engang er du den mest usportslige kører i feltet,« sagde Nico Hülkenberg.

»Suck my balls, mate« svarede Kevin Magnussen bramfrit (kan oversættes til ’sut mine nosser, kammerat’).

Søndagens konfrontation mellem Kevin Magnussen (og Haas-teamet) og Nico Hülkenberg tog sin begyndelse allerede på første omgang af sæsonens 11. grandprix. Her kom tyskeren i nærkontakt med danskerens Haas-kollega, Romain Grosjean.

Hvilket fik Kevin Magnussen til at udbryde over radioen:

»Hvis man må gøre det, som Hülkenberg gjorde ved Romain, bliver det et beskidt løb.«

Der blev dog ikke uddelt nogen straf i den situation.

Senere med små 10 omgange tilbage var det så Kevin Magnussen selv, der kom i nærkontakt med Nico Hülkenberg.

Her forsøgte tyskeren at klemme sin gule Renault uden om, men Kevin Magnussen gjorde sig bred i et sving.

Nico Hülkenberg i et gladere øjeblik i forbindelse med Ungarns Grand Prix.
Nico Hülkenberg i et gladere øjeblik i forbindelse med Ungarns Grand Prix. Foto: Zsolt Czegledi
Vis mere

Nico Hülkenberg røg af banen, og mod slutningen af løbet vurderede stewarderne, at danskeren skulle have en straf på fem sekunders for episoden. Det kostede to placeringer, og Kevin Magnussen sluttede som nummer 13. Nico Hülkenberg udgik nærmest samtidig med, at straffen blev eksekveret.

Det var den infight, som Renault-køreren gik hen og udtrykte sig omkring midt i Kevin Magnussens tv-interviewet på 3+.

Og bare lige for at slå fast: Sådan en ordudveksling er ganske uhørt i Formel 1-sammenhæng.

Til 3+ fik Kevin Magnussen dog forklaret, hvordan han oplevede søndagens nærkampe mellem Haas og Nico Hülkenberg.

Lige nu spiller Caroline Wozniacki tennisfinale i Sverige - følg kampen her

»Jeg kørte lidt ræs med Hülkenberg, og det må jeg åbenbart ikke. Han må gerne, jeg må ikke,« lød det fra Kevin Magnussen, der også forklarer, at Renault-køreren rammer Grosjean i starten af løbet.

Den danske Haas-kører sagde videre om det afviste overhalingsforsøg.

»Han kører på yderbanen. Som sagt, han må gerne køre ind i folk, når han bliver presset. Der var ingen kontakt, han holder bare på. Og bliver sendt på græsset. Hvis han gør det igen, ender han samme sted,« sagde Kevin Magnussen.

Over for 3+ fik Nico Hülkenberg senere gentaget, at han ser sin danske rival som ’unfair’ og ’usportslig’ på en racerbane.

»Han gjorde det bevidst for at fucke med mig. Det var et skridt for meget,« sagde Nico Hülkenberg, der understregede, at han ville tage sagen op med Formel 1-ledelsen.

BTs Formel 1-korrespondent Peter Nygaard jagter flere kommentarer fra de implicerede parter på Hungaroring. Fortsættelse følger helt sikkert...