Det var bestemt ikke den optakt til Haas-teamets hjemmebane-løb, Kevin Magnussen havde håbet på: En sidsteplads og en ny kontrovers med en konkurrent var danskerens magre udbytte af kvalifikationen til USA´s Grand Prix i Austin, Texas.

Efter en lovende træning, hvor danskeren for tredje gang i tre træninger var hurtigere end sin teamkammerat Romain Grosjean, var der intet, der fungerede for Magnussen i kvalifikationen.

»Jeg ved ikke, hvad problemet var, men bilen havde intet greb - overhovedet,« sagde Magnussen til BT efter kvalifikationen, der fandt sted under betydeligt højere temperaturer end de tre trænings-sessioner.

Magnussen mente ikke, at de ændrede temperaturer – og dermed ændrede forhold for dækkene – kunne være den eneste årsag til den svage omgangstid.

»For hvorfor skulle jeg være den eneste, der røg så langt tilbage på grund af varmen?« spurgte han frustreret.

Han vidste heller ikke, om der var et mere grundlæggende problem med hans bil.

»Jeg er lige kommet ud af bilen - jeg aner ingenting. Jeg ved ikke, hvad der er sket…,« sagde han.

Sent i nat dansk tid forlød det dog fra Haas-pitten, at der var et problem med Haas-racerens bund, der skaber en betydelig del af bilens downforce (og dermed vejgreb, red.).

Tidligt i kvalifikationen kom Magnussen i vejen for Sergio Perez (Force India), og det udløste en hidsig radio-melding fra mexicaneren: »Hvad F… laver Magnussen? Hvorfor er det altid det samme med ham? Så uprofessionelt.«

Episoden betød, at Magnussen og Haas-teamet efterfølgende blev indkaldt for dommerne. Her indrømmede teamet, at de over radioen havde givet Magnussen besked om, at Perez ikke var på en hurtig omgang. Dermed blev Magnussens manøvre stillet i et nyt lys, men som altid i den slags tilfælde, er det køreren, der får den direkte straf. Den blev i nat udmålt til tab af tre placeringer på startgridden og ét ´klip-i-licensen´.

Både Magnussen og Haas-teamet undskyldte efterfølgende episoden overfor Sergio Perez.

Den endelige start-grid til USA´s Grand Prix offentliggøres først søndag, og den bliver præget af, at mange kørere er idømt forskellige straffe.

I front er der dog ingen tvivl om at VM-rivalerne Lewis Hamilton (Mercedes) og Sebastien Vettel (Ferrari) starter i første række.