Formel 1-kørere er rigtigt nok på farten hele tiden, og det gælder ikke kun på banen.

I de otte måneder, sæsonen normalt varer, når verden ellers ikke er ramt af en pandemi, rykker feltet kloden rundt hele tiden, og derfor tog danske Kevin Magnussen, før han blev gift sidste sommer en rask beslutning - han flyttede til Dubai.

Flytningen skulle sikre, at han ikke brugte enorme mængder af tid på hele tiden at mellemlande, inden han skulle til næste destination. Men den beslutning har han fortrudt, hvorfor han er flyttet til London, fortæller han i et interview med magasinet Dossier.

»Jeg troede, det ville blive optimalt. Den del med at spare flyturene var også fin, men selve Dubai var ikke noget for mig. Det var ikke min kop te,« siger danskeren og sætter flere ord på:

Kevin Magnussen ser frem til at tage hul på Formel 1-sæsonen. Det sker tidligst i Canada 14. juni. William West/Ritzau Scanpix
Kevin Magnussen ser frem til at tage hul på Formel 1-sæsonen. Det sker tidligst i Canada 14. juni. William West/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der var stor kulturforskel, og reelt var der ikke rigtig noget at lave, ud over at ligge ved poolen eller skydive og alle de der klassiske ferieting. Det er et lidt fake miljø,« forklarer Kevin Magnussen.

Dengang, han flyttede til Dubai, fyldte karrieren alt for ham, men nu er førsteprioriteten familie og venner, fortæller han.

Ligesom så mange andre sportsgrene er Formel 1 i øjeblikket suspenderet på ubestemt tid grundet coronavirus.

Sæsonen skulle ellers have været sat i gang tidligere på måneden i Australien.