Kevin Magnussen flytter til Dubai. Lejligheden på Frederiksberg, som han kun nåede at eje et års tid, er for længst solgt, og allerede i næste uge rykker han ind i sit nye domicil i Dubai. Den lille ørkenstat er blevet et populært ’hjem’ for mange internationale sportsstjerner, og blandt andre Magnussens Formel 1-kollega Fernando Alonso bor i Dubai.

»Jeg får en lejlighed i det område, der hedder Dubai Marina, der ligger tæt på den internationale lufthavn,« siger Magnussen til BT.

Dubai er kendt for et betydeligt bedre klima end det danske – også i skattemæssig henseende.

»Det handler om, at Dubai ligger langt mere centralt end København, hvis man ser på Formel 1-kalenderen. Jeg kan spare rigtig mange rejsedage ved at bo i Dubai – dage jeg kan bruge på fysisk træning, restitution og så videre. Altså på noget, der forhåbentlig kan gøre mig til en bedre Formel 1-kører.«

LÆS OGSÅ: Har store planer for Magnussen næste år: 'Vi vil virkeligt gerne have ham i vores team'

»Dubai giver også helt nye muligheder for at træne i de temperaturer, mange af F1-løbene afvikles i,« fortsætter Magnussen

I forbindelse med flytningen får Magnussen også ny træner. De seneste år har Thomas Jørgensen , der ejer firmaet ProTreatment med hovedkvarter i Dragør, stået for den danske Formel 1-kørers træning og ernæring ved alle løbene, men han bliver i Danmark.

»Thomas vil stadig være tovholder for mit træningsprogram, og han kommer med til udvalgte løb. Men han får nu en mere overordnet rolle – jeg tror, vi kan kalde ham ’sportchef’ i fremtiden. Thomas og jeg har sammen fundet en ny fyr, der bliver min faste træner – både i Dubai og ved hovedparten af løbene,« siger Magnussen til BT.

LÆS OGSÅ: Tilbage i Formel 1: Dansk tøjgigant kaster atter millioner efter Kevin Magnussen

»Han hedder Jakob Hovgaard, og arbejder allerede for ProTreatment. Jakob har tidligere spillet fodbold på eliteplan, og jeg glæder mig til samarbejdet,« siger Magnussen.

Kevin Magnussens kæreste, Louise Gjørup, flytter ikke med til Dubai.

»Vi er stadig kærester, men vi boede jo heller ikke sammen i København. Hun skal passe sit job, så foreløbig bliver hun boende i Danmark,« siger Magnussen.

LÆS OGSÅ: Magnussens eks-boss slog i bordet efter en time: 'Det ville have være et totalt mareridt'

Hans Formel 1-sæson starter med den første vintertest, der afvikles på Circuit Barcelona-Catalunya fra 26. februar til 1. marts. Årets første grandprix køres i Melbourne, Australien 26. marts.

»Men bopæl i Dubai er jeg jo allerede halvvejs i Australien,« siger Magnussen med et smil.