Kevin Magnussen var bestemt ikke tilfreds.
Det lagde den danske Formel 1-stjerne ikke skjul på efter søndagens løb, hvor han endte med en sidsteplads på Monza i Italien.
»Jeg tror, det må være det værste løb nogensinde. Ingen pace. Ingen balance. Helt, helt håbløst.«
Sådan lød det helt kontant fra en tydeligt skuffet Magnussen til Viaplay efter løbet.
»Sad selvfølgelig også fast bag de førende, de var lidt hurtigere end mig. Men til sidst var de ikke hurtigere end mig, og så lå jeg ligesom bare bag de tre, der kæmpede om andenpladsen. Virkelig sløjt løb. Ikke så meget mere at sige, end at vi har et stort bjerg, vi skal bestige,« lød den videre analyse fra danskeren.
Han startede næstsidst men endte på sidstepladsen af de 18 kørere, der gennemførte løbet.
Han forsøgte at skifte dæk på Haas-raceren flere gange, men det lykkedes ikke for danskeren at kæmpe sig tilbage.
Det gik ikke meget bedre for Kevin Magnussens holdkammerat Nico Hülkenberg.
For han sluttede blot én plads foran sin danske kollega, og dermed var det bestemt ikke nogen optursweekend for Haas.
Det blev da også kun til en enkelt stjerne til Kevin Magnussen i B.T.s dom, som du kan læse lige her.
Det var Max Verstappen, der endte med at kunne knytte næverne søndag aften som vinder af det italienske grand prix, mens Sergio Pérez og Carlos Sainz Jr. blev nummer henholdsvis to og tre.