Kevin Magnussen kørte dagens femtebedste tid i Formel 1-testen i Bahrain. Det var danskeren godt tilfreds med.

Magnussen nåede at køre 88 omgange på banen i Bahrain og med tiden 1:32.120 på sin 70. omgang var den danske Haas-kører den femte bedste kører ud af de 12, der var i aktion i dagens test.

»Vi fik kørt nogle gode omgange. Det var en god test i dag. Der burde være nogle interessante ting i vente i de kommende løb,« lover Magnussen i en pressemeddelelse fra Haas-teamet.

Den danske Formel 1-kører nåede både at køre en omgang mere end sin Haas-holdkammerat Romain Grosjean, som han også var hurtigere end. Grosjeans bedste tid, som blev sat under testen i går, lød på 1:32.452.

»I noget af arbejdet, vi lavede i dag, var der en smule overlap i forhold til i går, hvor Romain kørte, men vi fik også prøvet nogle nye ting af, hvilket var godt. Alt i alt har det været en produktiv dag,« lyder Magnussens konklusion.

Kevin Magnussen har også brug for en succesoplevelse efter et alt andet end vellykket grandprix i weekenden i Bahrain, hvor danskeren udgik efter ni omgange på Sakhir-banen.

»Det har været en weekend til glemmebogen,« konstaterede en skuffet Kevin Magnussen da også efterløbet, hvor han var startet sidst efter en mislykket kvalifikation.

Næste store opgave med mulighed for oprejsning for Magnussen og resten af Haas-mandskabet er sæsonens fjerde grandprix i russiske Sochi fra den 28. april til den 30. april.