Kevin Magnussen har ikke scoret VM-point siden Spaniens Grand Prix for to måneder siden.

Men en god start på denne weekend gjorde ham fredag optimistisk forud for søndagens løb på Silverstone-banen.

»Det har været en god dag – men ikke helt fantastisk,« sagde han nøgternt efter første træningsdag, hvor han sluttede på 12.-pladsen.

»Banen er nyasfalteret, så vejgrebet og balancen ændrede sig hele tiden, mens den nye asfalt blev kørt til. Men det er gået fint: Vi er nogenlunde med, når det gælder kvalifikations-pace med lav benzinmængde, og det ser også fornuftigt ud med hensyn til race-pace. Jeg var nummer 12, da vi kørte kvalifikations-pace, men der er ikke så langt op til syvende- og eller ottendepladsen, hvor vi gerne vil være.«

»Det er dejligt, at det er gået så godt i dag, men vi beholder begge ben på jorden. Vi har før været gode i træningen og så har det hele ændret sig til søndag. Derfor er jeg en lille smule tilbageholdende.

»Det ville være dejligt med en god kvalifikation i morgen (lørdag), men det ville være rigtig, rigtig dejligt med et godt løb på søndag,« sagde Kevin Magnussen.

Mens Haas havde travlt i Silverstone, tog sagen mellem teamet, titelsponsor Rich Energy og energidrik-producentens direktør Williams Storey en ny drejning.

Storey, som en kreds af aktionærer ønsker fyret, lækkede vis Twitter et brev sendt fra Haas´ advokat til Neville Weston, der er en af de førende aktionærer i Rich Energy.

Her slår advokatfirmaet på vegne af Haas-teamet fast, at man gerne vil fortsætte samarbejdet med Rich Energy – forudsat Storey fjernes fra sin stilling som CEO.

Men samtidig gør Haas´ advokat opmærksom på, at oplysninger fra den britiske selskabsstyrelse tyder på, at det kan blive svært af smide Storey ud, og at Haas er bekymret for Rich Energy´s likviditet og levedygtighed.