Lewis Hamilton vinder det spanske Formel 1-grandprix.

Det gør han foran Max Verstappen, og dermed udbygger han sin føring i den samlede VM-stilling

Løbet startede ellers særdeles spændende, da Lewis Hamilton startede fra sit pole position nummer 100, hvorefter unge Max Verstappen allerede overhalede Hamilton indenom i første sving.

Men den regerende verdensmester og Mercedes fik kæmpet sig tilbage og overhalede Max Verstappen i syvende sidste omgang af løbet.

Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Det resulterede i, at Max Verstappen og Red Bull måtte se sig slået endnu en gang af Mercedes.

»Der var ikke meget vi kunne gøre. Jeg sad bare og ventede på angrebet. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, men vi er ikke, hvor vi gerne vil være. Men sammenlignet med sidste år, så er vi langt fremme,« lød det fra hollandske Max Verstappen kort efter løbet.

Løbet blev undervejs sat på standby, da motoren på Yuki Tsunodas AlphaTauri-racer efter ni omgange ikke ville være med mere. I sving ti gik den i stå, og japaneren måtte kravle ud af bilen.

Løbsledelsen sendte en safety car på banen, og en runde senere var alle forspring mellem kørerne elimineret.

Foto: Emilio Morenatti / POOL
Vis mere

Max Verstappen trak en smule fra, da løbet blev givet frit igen, men en tredjedel inde i løbet måtte han i pit, da gummiet i dækkene var slidt ned.

Næsten alle løbets kørere drejede i pit, men Lewis Hamilton, som havde overtaget førstepladsen, blev på banen og forsøgte at skabe et forspring, der kunne betyde, at han kunne holde førstepladsen, når han kørte i pit.

Det lykkedes imidlertid ikke. Halvvejs i løbet var Verstappen tilbage i front, men han blev fortsat presset hårdt af Hamilton.

Hamilton skiftede imidlertid strategi og kørte i pit igen, og så var Verstappens forspring på pludselig over 20 sekunder.

Men med nye dæk begyndte Hamilton hurtigt at hale ind på Verstappen, som i radioen brokkede sig over sine dæk. Med syv omgange tilbage var Lewis Hamilton inden for et sekund af Verstappen, og det var et spørgsmål om tid, før overhalingen kom – og den kom med det samme.

Max Verstappen anerkendte nederlaget og kørte i pit for at få nye dæk på, så han kunne sikre andenpladsen og få et ekstra point for hurtigste omgang – og det lykkedes.

Udover Hamilton som etter og Verstappen som toer, så blev finske Valtteri Bottas treer.

Det er Hamiltons femte sejr i træk på banen i Barcelona.