Han er tredobbelt verdensmester, men alligevel er hans ry voldsomt blakket.

Den brasilianske Formel 1-legende Nelson Piquet kom i massivt modvind, da det kom frem, at han havde udtalt sig både racistisk og homofobisk om Lewis Hamilton.

Nu kan Piquet, hvis datter Kelly danner par med den forsvarende verdensmester Max Verstappen, se frem til en kæmpe bøde for sine udtalelser.

Det kan han, fordi Brasiliens nationale LGBT+-alliance har startet en retssag mod ham, ifølge mediet O Globo.

Formel 1-verdensmesteren Nelson Piquet er blevet sagsøgt for et kæmpe beløb efter sine racistiske og homofobiske udtalelser.
Formel 1-verdensmesteren Nelson Piquet er blevet sagsøgt for et kæmpe beløb efter sine racistiske og homofobiske udtalelser. Foto: JOE KLAMAR
Vis mere

Det var i en video, der dukkede op i offentligheden i februar 2022, at Nelson Piquet brugte både racistiske og homofobiske udtryk om den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton.

Videoen stammede fra det britiske grandprix i 2021, hvor Hamilton og Verstappen stødte sammen.

Hvis Piquet taber retssagen, står han til at skulle betale en bøde på omkring 13,5 millioner kroner ifølge mediet.

Piquet har tidligere undskyldt for sin kommentar, men han insisterer på, at den ikke var racistisk.

Alligevel blev han bandlyst fra at være til stede til Formel 1-løb.

Lewis Hamilton reagerede på kommentarerne ved at opfordre til at få ændret det »ældgamle mindset, der ikke hører hjemme i vores sport.«