Kevin Magnussen kørte en flot ottendeplads hjem ved Kinas Grand Prix søndag morgen dansk tid.

Den fine placering i top ti sikrede dermed danskeren fire VM-point og en vigtig optur tidligt på sæsonen, der ellers startede skidt i Australien for to uger siden.

Derfor var Kevin Magnussen lettet og glad efter løbet.

»Det var et fedt løb. Der var noget at kæmpe for, og jeg kunne køre race med de andre med overhalinger og kunne presse hele vejen igennem. Bilen kørte rigtig godt, og jeg var i stand til at passe på mine fordæk. Banen slider specielt på venstre fordæk, og hvis din bil understyrer, har du ikke en chance,« sagde Kevin Magnussen til TV3 Sport.

Danskeren fik ellers ikke en god start, hvor han tabte mange pladser. Og faktisk var det tæt på, at Kevin Magnussen endte i et tidligt uheld, da han ramte McLarens Stoffel Vandoorne.

»Jeg fik mega meget hjulspin, røg bagud og tabte nogle positioner. Vi var stadig på intermediate-dækket, da jeg rammer Vandoorne ret hårdt på indersiden. Han så mig ikke, og han trak ud i ideallijen. Han rammer mit forhjul, og det var helt mærkeligt, at ophænget ikke knækker, for det var ret hårdt. Det var lidt heldigt, men dejligt,« konstaterede Kevin Magnussen.

Kort efter starten skiftede danskeren dæk, og det gav bonus.

»Når du har supersoft på første stint, gælder det om at få det til at holde hjem, tage det roligt og bygge det op i starten, så det ikke overopheder. Koger du dækket i starten, så bider det dig i røven sidst i stintet,« sagde Kevin Magnussen og fortsatte:

»Jeg synes ikke, der var meget mere at få ud af det her løb. Og jeg tror, at vi fik det maksimale ud af det.«

Mod slutningen overhalede Kevin Magnussen Force Indias Sergio Perez og tog dermed ottendepladsen. Men her var det også ved at gå galt for danskeren ned ad langsiden.

»Han (Perez, red.) laver en zigzag-bevægelse, hvor jeg var i tvivl om, hvilken vej han ville gå. Så jeg tog den på indersiden, og jeg var faktisk ved at tabe bilen på langsiden. Men det gik, og vi er glade og tilfredse,« sagde Kevin Magnussen.

Løbet blev vundet af Lewis Hamilton fra Mercedes.