Emerson Fittipaldi jr., søn af den dobbelte verdensmester med samme navn, stiller i år op i det danske Formel 4-mesterskab.

Den 14-årige brasilianer er medlem af Formel 1-teamet Alfa Romeos juniorprogram og rykker nu op fra gokart.

Emerson Fittipaldi jr. skal køre for det danske team FSP, der har vundet den danske serie flere gange.

»Aftalen med Fittipaldi er kommet på plads, fordi Danmark er et af kun to lande, hvor man kan køre Formel 4 allerede som 14-årig,« forklarer teamchef Alex Frederichsen til B.T.

Fittipaldi-familien er i dag bosiddende i Italien, hvor Emerson Fittipaldi jr. ved siden af sine Formel 4-indsatser i Danmark vil fortsætte i gokart.

»Unge Fittipaldi får sin første testdag om få uger, og Emerson senior planlægger at være til stede ved både testen og alle løbene,« siger Frederichsen.

»Jeg glæder mig til at debutere i formel-biler og til at lære de danske baner,« siger Emerson Fittipaldi jr.

»Jeg kender ikke meget til hverken landet, banerne eller serien, men det bliver en god mulighed for at lære en masse.«

Pietro Fittipaldi var sidste år teamkammerat med Kevin Magnussen i to løb for Haas F1 Team.
Pietro Fittipaldi var sidste år teamkammerat med Kevin Magnussen i to løb for Haas F1 Team. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Fittipaldi-familien er et sandt racerdynasti. Emerson Fittipaldi vandt Formel 1-VM 1972 og 74, og i denne periode kørte hans bror, Wilson, også Formel 1.

Senere startede brødrede deres eget Formel 1-team, der deltog i VM fra 1975 til 1982.

Wilsons søn Christian kørte Formel 1 i starten af 1990erne, og sidste år var Emerson Fittipaldis barnebarn Pietro reservekører i Haas, hvor han som stand-in for den skadede Romain Grosjean var teamkammerat med Kevin Magnussen i sæsonens to sidste løb.

Pietros bror Enzo Fittipaldi kørte sidste år Formel 3 og satser i år på amerikansk racing. Endelig er Emerson Fittipaldis datter Tatiana gift med den tidligere Formel 1 og IndyCar-kører Max Papis.