Kevin Magnussen og Haas-teamet havde fredag en relativ uproblematisk træningsdag op til søndagens brasilianske grandprix. Men de første indikationer på styrkeforholdet i Formel 1-feltet på Interlagos-banen i Sao Paulo tyder på, at Haas-teamet vil ligge i bunden af feltet sammen med Toro Rosso og Sauber.


»Men der er flere ting, vi kan forbedre, og det skulle gerne rykke os lidt op i feltet,« sagde Kevin Magnussen sent fredag til BT.

»Men det er altid svært at vurdere, for alle de andre teams knokler jo også for at gøre deres biler hurtigere. Om vi forbedrer os mere end de andre, vil vise sig i morgen (lørdag).«

Da meteorologerne truede med heftige regnbyger i løbet af eftermiddagen, ændrede Haas-teamet med kort varsel fredagens program.

I stedet for som planlagt at lade Ferraris reservekører, Antonio Giovinazzi, køre den indledende FP1-træning, lod man Magnussen starte, så han var sikret en træning i tørvejr.

Giovinazzi overtog så bilen i FP2, hvor banen forblev tør.

»Antonio kørte det program, der var planlagt til FP1, i FP2. Og bagefter fortalte jeg ham om mine erfaringer med bilen, og vi prøvede at hjælpe hinanden,« sagde Magnussen.