Viaplays Formel 1-fyrtårn Nicolas Kiesa har kørt de fedeste biler, men for nogle år siden kastede han sin kærlighed på et nyt transportmiddel: Både.

Han og datteren blev en dag forelsket i en, der var helt uden for deres prisklasse. Der stod 13,8 mio. på prisskiltet af Princess S60-modellen.

»Jeg har haft fem både på seks år, og en dag var vi på en bådudstilling i Greve. Jeg var ikke rigtig fan af mærket, men pludselig så jeg en, som, jeg syntes, var fed.«

»Jeg sagde til min datter: 'Hollie, nogle gange her i livet må man bare acceptere, at der er ting, vi ikke kommer til. Den båd koster over ti millioner kroner.'«

Datteren, som han har sammen med eks'en Mascha Vang, forstod sin fars budskab klart, men her slutter historien ikke.

Pludselig ringede en ven. Han kendte til en, der ejede en spektakulær båd, som muligvis ville nedskalere og bytte med Kiesa.

Normalt forbinder man Nicolas Kiesa med fart – båden kan højst sejle 60 km/t.
Normalt forbinder man Nicolas Kiesa med fart – båden kan højst sejle 60 km/t. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I sommer sejlede han så til Middelfart, og vupti havde de lavet en handel.

»Det sjove er, at det er præcis den båd, som min datter og jeg gik ind på dengang. Det er lidt sjovt at fortælle hende, at det var den, som jeg sagde, at vi aldrig kom til at eje,« siger Kiesa og priser sig lykkelig.

»Det kan godt være, man tror, det aldrig vil lykkes, men det må du ikke sige, for pludselig kan det sgu lykkes.«

»Udover at det er en helt vildt fed båd og en drøm, der er gået i opfyldelse, så er det også en sjov oplevelse at dele med hende.«

Nicolas Kiesa i Jordan-teamets Formel 1-racer i 2005.
Nicolas Kiesa i Jordan-teamets Formel 1-racer i 2005. Stoyan Nenov/Reuters/Ritzau Scanpix

Sidste år var han på ferie i syv uger på den 35 tons tunge båd. Og den tidligere F1-kører indrømmer gerne, at han fik sved på panden, når der skulle lægges til.

»Ja, er du sindssyg, mand. I starten turde jeg ikke sejle ud, hvis der var det mindste vind.«

»Jeg sendte også en drone op for at se, om der var plads i havnen, før jeg sejlede ind, så jeg ikke kom til at ligne en klovn. Men nu har jeg godt styr på det.«

Hvordan reagerer folk, når de ser dig i den båd?

»Folk griner bare af, at det går langsomt. Der er ingen, der forbinder mig med at tage den med ro,« siger Formel 1-eksperten med et grin.