BTs Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard, har overværet mere end 500 Formel 1-løb og med undtagelse af Tom Belsøs første, der stoppede få meter efter startlinjen, har han været til samtlige løb med dansk deltagelse.

Nu udgiver han bogen ’Formel 1 – mod alle odds’, hvor han fortæller historierne bag de fem danskere, der har været en del af motorsportens fineste klasse.

En bog spækket med anekdoter, som i det, vi her bringer uddrag af, hvor Peter Nygaard beskriver, hvordan Nicolas Kiesa, som i dag er bedst kendt som ekspert, når TV3+ sender Formel 1, ad snoede omveje kom til at repræsentere Minardi.

Uddrag af kapitlet 'Nicolas og millionerne'

I sommeren 2003 er Nicolas Kiesa ikke det mest åbenlyse bud på en ny Formel 1-kører. Året før er han debuteret i Formel 3000, der er klassen lige under Formel 1, men tre point og en samlet 12. plads er ikke nok til at få Formel 1-bosserne til at gå i selvsving. Mens debutsæsonen blev tilbragt hos et af Formel 3000-seriens deciderede bundhold, er han i 2003 rykket op i det delvist danskejede Team Den Blå Avis. Her har han vundet en overraskende sejr i Monte Carlo, hvor han fra en beskeden startplacering med sikker kørsel avancerede til en flot andenplads.

Svenske Björn Wirdheim lå langt foran danskeren, men ville på sidste omgang lige vinke til sine glade mekanikere, da han passerede det ternede flag. Han sænkede farten, men målstregen var længere fremme, end han havde regnet med, og inden han igen får givet gas, er Nicolas drønet forbi og har vundet løbet.

Team Den Blå Avis blev oprettet i 1997 med Jason Watt som kører. Den Blå Avis-ejer Karsten Ree ville hjælpe sin landsmand, og indgik samarbejde med Jan Magnussens daværende manager David Sears. Den engelske racer-bagmand havde i forvejen et af Formel 3000-seriens bedste team, Super Nova, men her var der ikke plads til debutanten Watt. Løsningen blev Team Den Blå Avis – et Super Nova-satellitteam drevet af David Sears og finansieret af Karsten Ree.

Nicolas Kiesa (in car) and Race Engineer Alex Varnava.
Nicolas Kiesa (in car) and Race Engineer Alex Varnava. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

I 2003 er det hårde tider i Formel 3000. Klassen er blevet så dyr, at det er svært at finde interesserede kørere, der har sponsorer nok til at finansiere et hel sæson. Nicolas har solid opbakning fra den danske Peugeot-importør og firmaets entusiastiske direkør Hans Bruun. Men Sears har svært ved at fylde sine i alt fire pladser hos Team Den Blå Avis og Super Nova, og op til mesterskabets syvende afdeling, der afvikles på Silverstone som support-race til det britiske Formel 1 Grand Prix, beslutter man at lukke Team Den Blå Avis, og Nicolas flyttes over i Super Nova.

Også i Formel 1 er der ændringer på vej. Den engelske rookie Justin Wilson har kørt en imponerende første sæson-halvdel for det lille Minardi-team, og rygtes på vej til Jaguar, hvor man ikke er imponerede af brasilianeren Antonio Pizzonia.

Wilson er en af de mange unge kørere, der i årevis har kæmpet for at få en chance i Formel 1. Hans manager, den tidligere Formel 1-kører Jonathan Palmer, finder til sidst en meget alternativ løsning: Han lader Justin Wilson børsnotere – han opretter simpelthen et selskab, Justin Wilson A/S, hvor alverdens Formel 1-fans kan købe aktier i ’deres’ Formel 1-kører.

Det er risky business, for kun hvis Wilson slår igennem og begynder at tjene store penge i Formel 1, har investorerne udsigt til at få forrentet deres penge. Alligevel bliver aktieselskabet en succes, og Palmer kan med to millioner dollar sikre Wilson et Formel 1-sæde hos Minardi-teamet i 2003-sæsonen.

Foto: Rainer Jensen
Vis mere

***
Den anden Minardi køres af Jos Verstappen. Hollænderen, der i 1998 afløste Jan Magnussen i Stewart-teamet, er vant til at få løn for at køre, men efter et års pause fra Formel 1 er det kun Minardi, der er interesserede i ham for 2003. Og med den nye, kostbare motoraftale, er Stoddart nødt til at kræve penge af hollænderen, men man finder en løsning, der tilfredsstiller alle parter. Verstappen og hans manager får rådighed over en stor del af reklamepladsen på Minardi-racerne, og når de første 1,5 millioner dollar fra hollandske firmaer er kommet ind til teamet, deler Verstappen og Stoddart resten.

Da det lykkes at finde sponsorer for betydeligt mere end de oprindelige 1,5 millioner dollar, kan Verstappen med en vis ret hævde, at han får løn for at køre Formel 1 i 2003.

Jonathan Palmer skal på en eller anden måde ud af aftalen med Minardi, og han forsøger at finde en kører, der både kan overtage Wilsons sæde og betale for det. Han ringer til den tidligere racerkører Piers Hunnisett, der nu er manager for Nicolas Kiesa.

»Jonathan var min manager, da jeg kørte, og vi havde holdt forbindelsen,« fortæller Hunnisett.

»Da Wilson fik chancen for at skifte fra Minardi til Jaguar, havde Jonathan stadig nogle afdrag, der skulle betales til Minardi. Nicolas var ikke rigtig på radaren, men jeg var på det tidspunkt også manager for inderen Narain Karthikeyan, og Jonathan spurgte, om Narain kunne være interesseret i at overtage Wilsons plads hos Minardi. Men jeg vidste, at Narain på det tidspunkt ikke havde penge nok til at rykke op i Formel 1, så jeg tænkte med det samme mere på Nicolas. Han havde heller ikke mange penge, men hans situation var trods alt bedre end Narains – han ville helt sikkert ikke få flere penge fra Indien i den sæson.«

»Nicolas var måske ikke det mest oplagte valg til Formel 1 på det tidspunkt, men han var desperat efter at få chancen, for Formel 1 var hans store drøm. Og jeg vidste, at Hans Bruun fra Peugeot Danmark gerne ville hjælpe Nicolas. Hans var fantastisk. Han elskede racing, og hjalp også andre danske kørere. Han gjorde utroligt meget for dansk motorsport i de år. Og så håbede vi også, at Den Blå Avis ville spæde til.«

»Jeg var på Silverstone til det britiske grandprix, og jeg kan huske, hvordan jeg sneg mig bag nogle buske for at komme ind i Minardis motorhome ad bagindgangen – ingen måtte opdage, hvad jeg havde gang i. Så mens Nicolas kørte Formel 3000 for Super Nova ude på banen, forhandlede jeg Formel 1 med Minardi i deres motorhome. Nicolas vidste, hvad jeg arbejdede på, men kendte ikke detaljerne. Jeg underskrev så kontrakten, men kunne ikke afsløre noget, for det hele var selvfølgelig afhængig af, at Justin Wilson fik sin Jaguar-aftale. Jeg kan huske, at jeg dagen efter løbet sad hjemme på mit kontor, da de i radioen annoncerede, at ’British driver Justin Wilson has signed for Jaguar’ – så vidste jeg, at vores deal også var hjemme,« fortæller Hunnisett.

Aftalen betyder, at Nicolas og hans økonomiske bagland skal betale 1,2 millioner dollar for sæsonens fem sidste løb.

»Det var en indviklet deal, for Minardi skyldte penge til Cosworth for motorer, så vores penge blev faktisk betalt direkte til Cosworth,« fortæller Hunnisett.

Foto: Rainer Jensen
Vis mere

***
En anden del af Minardis gæld til Cosworth bliver eftergivet af Ford som en del af aftalen om at Wilson fremover kører for Jaguar.

Nicolas Kiesa økonomiske bagland hedder officielt Scandi Motorsport A/S, og er et selskab under den danske Peugeot-importør. Firmaet, der ledes af Hans Bruun, har til formål at finde og udvikle nye, danske motorsportstalenter. Udvalgte kørere får plads i et Peugeot-støttet gokart-team, og hvis de klarer sig tilstrækkeligt godt, tilbydes de økonomisk hjælp til at rykke op i formel-juniorklasser som for eksempel Formel Ford. Herefter kan der ydes støtte til den videre vej op ad det internationale racer-hierarki helt frem til Formel 1. Nicolas Kiesa er den første, der er kørt hele vejen med Peugeot/Scandi Motorsport: Der stod Peugeot på hans gokarter i starten af 1990erne og senere også på hans biler i Formel Ford, Formel 3 og Formel 3000.

»Der var tale om en af de sædvanlige kontrakter. Hans Bruun og Peugeot tilbød mig at låne pengene, og jeg skulle betale tilbage, når jeg begyndte at tjene store penge i Formel 1. Jeg synes ikke, der var så meget at tænke over – når man er ung og drømmer om Formel 1, tænker man kun på det næste løb eller den næste sæson,« siger Nicolas.

»Det er stort, det her,« jublede Nicolas, da kontrakten endelig offentliggøres bare 10 dage inden hans første løb, Tysklands Grand Prix i Hockenheim.

»Jeg var ude og køre, da jeg blev ringet op, og fik at vide, at tingene var faldet på plads. Det var så ufatteligt, at jeg måtte køre ind på en busholdeplads og holde længe for lige at samle tankerne. Men jeg har pistolen for panden, for det SKAL gå godt: Kun ved at imponere i de fem løb, jeg skal køre for Minardi i år, kan jeg fortsætte i Formel 1 i 2004. Og jeg VIL blive i Formel 1 i de næste mange år – alt andet vil være en katastrofe for min karriere,« siger han.

***
(Nicolas Kiesa nåede at køre fem løb, som han alle fuldførte, dog uden at få point.)