Mens der ikke er tegn på drama eller panik hos Kevin Magnussen og McLaren, ser situationen anderledes ud hos flere af den 21-årige danskers konkurrenter i Malaysia.

Tabte point i Melbourne samt intern uro og utilfredshed med det nye reglement er blot nogle af årsagerne til flere sure opstød ned gennem pitten i Kuala Lumpurs varme klima.

Kontrasten til danske Kevin Magnussens møde med verdenspressen torsdag var stor, hvis man gik en tur over til det ellers så sejrsvante Red Bull-team. Hvor Kevin Magnussen forsøgte at tale om høje varmegrader og ydmygt nedtonede de voksende forventninger til ham, ærgrede den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel sig højlydt over den Formel 1-virkelighed, der har mødt ham i 2014.

Tyskeren udgik med en defekt racer i Melbourne efter en sæsonstart præget af problemer.

Måske var det derfor, at han satte sig til at fortælle, hvor træt han i det hele taget er af den nye V6-turbomotor, som ligger i bilerne. Den larmer simpelthen alt for lidt, mener han.

- Den (lyden, red.) er noget møg. Jeg mener, vi bør ændre det, sagde Sebastian Vettel og rasede herefter mod de nye batteridrevne turbo- ladere, der står for en del motorernes drivkraft: Batterier hører ganske enkelt til i mobiltelefoner og ikke i en Formel 1-racer, var budskabet.

Lidt positivt kom der dog fra Sebastian Vettels mund. Farten i Red Bull-raceren er god, mens holdbarheden stadig er et lidt uafklaret spørgsmål for teamet.

- Vores score på nul point var ikke tilfredsstillende. Men det var en lettelse at se, at bilen var hurtig. Vi var ikke glade for vores forberedelser før løbet, og problemerne i Melbourne var et udslag af, at vi ikke havde kørt nok, sagde han.

Hos Ferrari var der også ballade. Her var det dog ikke reglementet eller motorerne, der fik skældud.

Højst besynderligt valgte teamets finske kører, Kimi Raikkonen, offentligt at lægge sig ud med Ferraris egen presseafdeling, som, han hævder, har citeret ham for noget, han aldrig har sagt i en officiel pressemeddelelse i løbet af ugen.

Her stod han ellers citeret for at have fortalt, at det var problemer med bilens bremsesystem, der havde sænket ham under løbet i Melbourne.

Men det passer ikke, konstaterede Kimi Raikkonen.

- Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg mener ikke, der er nogen problemer med det system, sagde han.

- Der var én, som spurgte mig om det efter løbet (i Melbourne, red.), og der svarede jeg, at der ikke var problemer, for det antydede de. Men det passer ikke, lød det videre fra Raikkonen

Tog man derimod turen over til Mercedes-teamet, var den varme luft renset for sure opstød og drama.

I stedet fandt man en pointhungrende Lewis Hamilton, der skuffende måtte udgå med tekniske problemer kort efter starten i Melbourne.

Det tabte skal hentes ind allerede i Malaysia, fortalte han.

- Jeg er allerede en del point bagud efter det første løb. Men der er stadig lang vej endnu, og jeg må bare arbejde hårdt for at vinde det tabte tilbage, sagde Lewis Hamilton.

Han kunne trods sin ærgerlige sæsonstart konstatere, at hans bil måtte være hurtig nok, eftersom holdkammeraten Nico Rosberg i overlegen stil kørte fra resten af feltet i Melbourne og vandt.

- Det fede var dog, at vi havde én bil, som ikke havde problemer, så vi må jo gøre noget rigtigt, sagde englænderen.

FØLG KEVIN MAGNUSSEN I DET MALAYSISKE GRAND PRIX PÅ TV3 . FREDAG Kl. 6:55 ER DER TRÆNING DIREKTE FRA SEPANG-BANEN, SØNDAG KAN LØBET FØLGES DIREKTE FRA KL. 9:00.