Team Haas er på hjemmebane, når det i weekenden går løs med det amerikanske grand prix i Austin på Circuit of The Americas (COTA). Og det er noget, både Kevin Magnussen og Romain Grosjean ser meget frem til.
»COTA er en virkelig fed bane,« siger Kevin Magnussen ifølge net-mediet planetf1.com
»Det er en af de bedste nye baner på Formel 1-kalenderen. Det er op ad bakke til første aving, så det er muligt at bremse ret sent. Og det er en god bane til overhalinger, så der er muligheder for et godt show til publikum. Og så bliver det jo herligt for os på et amerikansk hold at køre foran et amerikansk publikum,« slår Kevin Magnussen fast.
Det glæder danskerens holdkammerat på Team Haas, Romain Grosjean, sig også til.
»Jeg har altid godt kunne lide Austin, men nu hvor jeg kører på et amerikansk hold, holder jeg endnu mere af banen. Austin er en særlig bane for os. Og vi kommer dertil efter et godt resultat i Japan,« siger franskmanden med henvisning til det seneste grand prix, hvor Kevin Magnussen blev nummer otte og han selv nummer ni, så begge kørere opnåede point.
»Man skal bare huske, at hvert grand prix er et nyt grand prix. Det var virkelig godt i Japan, men det er jo ikke det samme, som at det også bliver godt i Austin. Vi kommer til at arbejde mindst lige så hårdt for at få et godt resultat her,« siger Romain Grosjean, som sidste år blev nummer ti i det amerikanske grand prix.
Kevin Magnussen blev ved den lejlighed nummer 12. På dette tidspunkt kørte han dog ikke for Haas - men for Renault. I 2014 kørte Kevin Magnussen for McLaren-Mercedes, og ved den lejlighed opnåede han en ottendeplads i det amerikanske grand prix.
Den 25--årige dansker fortæller, at det ikke kun er banen, han glæder sig til i Austin, som han beskriver som en god by at gå ud i.
»Der er virkelig gode restauranter, og der er også steder, hvor man kan have det sjovt i byen. At have et Formel 1-løb i Austin er den perfekte pakke til en god weekend,« siger Kevin Magnussen.