Kevin Magnussen indledte Monacos Grand Prix ved onsdag at gå banen igennem sammen med sine ingeniører. Den såkaldte ’track-walk’ fandt sted i den offentlige trafik, for først torsdag bliver gaderne i Monte Carlo omdannet til racerbane,.

»Der er mange gange en track-walk ikke er nødvendig, men det er en god mulighed for at snakke nogle ting igennem med ingeniørerne,« forklarer Kevin Magnussen.

»Men nogle gange er der lavet noget om på banen med ændrede curbs eller ny asfalt. Så er det godt lige at se, hvad der er sket – og om man skal ændre sin kørsel.«

I år er der placeret nye, høje ’curbs’ ved et par af svingene omkring havnebassinet. De voldsomme ’kantstene’ imponerer ikke Magnussen:

»Man kunne lige så godt have en væg! Hvis man kører ind i dem, ødelægger man bilen. Og man flyver. Man når ikke at lande, før man rammer væggen - det bliver bare et flyvehop lige ind i væggen,« siger han.

Til gengæld er han glad for sit nye team, Haas.

»Det føles allerede som om, jeg har været i teamet i årevis! Det er et rigtig racer-team uden ’politik’ – alle er her for at køre race, og det skaber en god atmosfære. Der er også mindre pres end i mange andre teams, hvor der står en stor koncern bag. Vi har ikke et mål om at vinde løb om tre eller fire år – her gør alle bare sit bedste, og vi er glade for de resultater, vi opnår. Selvfølgelig ville det være skønt at vinde – og det er også mit personlige mål – men det er dejligt at være i et nyt team, hvor alle resultater er positive,« siger han.

Kevin Magnussen har været hurtigste Haas-kører i de to seneste løb. En imponerende præstation af danskeren, der kun har halvt så meget Formel 1-erfaring som sin teamkammerat Romain Grosjean.

»Jeg føler mig rigtig godt tilpas i bilen,« forklarer han.

»Jeg har haft et par gode weekender, og jeg håber, det fortsætter. Jeg havde regnet med, at jeg kunne slå Grosjean – men det bliver ikke sådan, at jeg kommer til at slå ham hver eneste gang resten af sæsonen. Han er rigtig, rigtig dygtig og hurtig, så jeg tager det fra løb til løb.«

Ved det seneste løb i Spanien lå Magnussen kort før mål på ottendepladsen. Så ramlede han sammen med russeren Daniil Kvyat, og den efterfølgende punktering sendte danskeren uden for de point-givende placeringer.

»Det var en racing-incident (’hændeligt uheld’, red.). OK – min manøvre var en smule ’risky’, men der var en mulighed, og han havde ikke lukket døren fuldstændigt, så det var svært ikke at tage chancen. Specielt fordi jeg ikke havde så meget at miste. Og det var en ganske lille berøring, og jeg var meget uheldig, at min bil punkterede. Jeg vidste jo, at det var en af de sidste omgange, så en lille skade på siden af bilen havde ikke været noget problem. Det var bare uheldigt! Jeg ville rigtig gerne have scoret de point…«

Så målet for Monacos Grand Prix på søndag er klart:

»At score nogle point!«