Der var ikke høj fart i bilerne hos Haas-holdet, da der fredag aften blev kørt den første træning i Mexico før søndagens Formel 1-grandprix.

Kevin Magnussen måtte se sig henvist til en placering som nummer 17 med en bedste tid, der lød på 1 minut og 19,899 sekunder.

Det gik lidt bedre for holdkammeraten, da Romain Grosjean sluttede som nummer 13, mens Max Verstappen (Red Bull) leverede hurtigste tid.

Grosjean var godt et halvt sekund hurtigere end danskeren med tiden 1 minut og 19,276 sekunder i en træning, hvor mange kørere havde stor udfordringer med dækkene.

I det seneste grandprix i USA opnåede Kevin Magnussen en niendeplads, men han blev efterfølgende diskvalificeret for at have brugt for meget brændstof.

Kevin Magnussen er placeret som nummer ni i den samlede stilling med 53 point, mens Grosjean er nummer 13 med 31 point.

I konstruktørernes samlede stilling er Haas nummer fem med 22 point op til Renault på fjerdepladsen efter sværvægterne Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Lewis Hamilton (Mercedes) jagter i Mexico sin femte VM-titel i Formel 1, og hans tid rakte til en femteplads i første træning.

Hamilton er 70 point foran Sebastian Vettel (Ferrari) inden søndagens løb i det tredjesidste grandprix, hvor der i alt resterer 75 point at køre om.

Derfor skal Lewis Hamilton blot blive nummer syv søndag for at genvinde verdensmesterskabet fra 2017.

Endnu en VM-titel vil bringe den 33-årige brite op på siden af den argentinske legende Juan Manuel Fangio, der vandt sine fem titler i 1951, 1954, 1955, 1956 og 1957.

Hamilton blev første gang verdensmester i 2008, og siden fulgte titlen i 2014, 2015 og 2017.

Kun ikonet Michael Schumacher har flere verdensmesterskaber end Fangio, da tyskeren har vundet Formel 1 syv gange.