Det var en dansk nedtur af de helt, helt store, der fandt sted lørdag i Miami, Florida.

For her fik Kevin Magnussen nemlig ikke fart nok i sin Haas-bil til at komme gennem første kvalifikationsrunde.

Dermed sluttede danskeren som nummer 16 og har derfor givet sig selv et særdeles svært udgangspunkt i søndagens historiske grandprix i USA.

Han sluttede godt en tiendedel af et sekund efter superstjernen Valtteri Bottas, der tog den yderste plads i Q2.

Magnussen havde ellers vist lovende takter med top 10-placeringer i de tre træninger op til kvalifikationen, men farten manglede, da det blev afgørende.

Derfor var det da også en både rasende og frustreret dansk Haas-stjerne, der måtte køre i pit efter første kvalifikation.

Det afslørede tv-billederne.

Mens Magnussen måtte se sin rolle blive udspillet hurtigt, formåede hans tyske holdkammerat, Mick Schumacher, at køre sig videre til anden kvalifikationsrunde.

Når Miami søndag lægger bane til Formel 1-grandprixet, er det første gang, at byen er vært for et løb i motorsportens kongeklasse.

Søndagens løb er det femte Formel 1-grandprix i denne sæson.

Kevin Magnussen ligger inden løbet på 10.-pladsen i VM-stillingen med 15 point.

Kvalifikationen er i skrivende stund stadig i gang.